Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Harriet Bentzon: Nogle Erindringer om Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Nogle Erindringer om Holger Drachmann
drive til et Forsøg paa at forandre hele sit Livssyn. Man maatte
le ad den Iver, hvormed han gjorde det til sin helligste Pligt at
mene det modsatte af, hvad den Mand antagelig mente. Men for
dem, der sammen med ham havde kæmpet for Tankens Frihed,
var det for alvorligt til at le af, og deres Indignation var
berettiget (om end den gav sig lidt kraftige Udslag, som da Pingel
sagde, at han burde forfølges som en afskyelig Skruptudse). Jeg
ønsker kun at give Skylden en anden Adresse end den nu og
da har faaet.
Samlivet med Børnene, Faderligheden, blev kun en Fase i
hans Liv. Det maatte vel være saaledes, og jeg tror ikke, de
føler nogen Bitterhed imod ham. Han skaanede dem for de smaa
Sorger, bandt deres Hjerter til sig og gjorde derved den store
Sorg saa meget større. Men det var en stor og værdig Lidenskab,
der drev ham bort, og det vil de med Tiden forstaa. Om
Edithperioden vil jeg ikke tale; den vil forhaabentlig finde sine
sandfærdige Historieskrivere, og der har han selv været
Historieskriver med Ære.
Jeg har kun vort sidste lille Samvær tilbage. Det var, da vi
havde den forbavsende og ængstende Oplevelse, at to smaa
Piger, Holgers lille Datter og hendes lille Kusine, drog ud i
Verden for at føre ham tilbage paa Dydens Vej. Han fik sin
Part af vor store Angst, og den undte jeg ham næsten. Saa
snart vi havde fundet Børnene igen, ilede han fra Norge ned til
os i Hornbæk for at tale med sin Datter og forklare sig for
hende. Hvor godt det lykkedes ham med Ord, veed jeg ikke,
men jeg tror, det lykkedes ved hans blotte Nærværelse. — Dengang
var han den store Uro. Alt i Huset fik en anden Gænge. Han vilde
spise paa de Tider af Døgnet, hvor ingen andre spiste, og vilde
følgelig ikke have noget paa de dertil bestemte. Sove vilde han
vist gerne paa den rette Tid, men ak, allerede den Gang var
hans gode Drachmannske Søvn forskertset. Vi sad langt ud paa
den lyse Sommernat og talte om baade gammelt og nyt, og dog
var han ufravigelig i Vandet Kl. 6 om Morgenen, og Kl. 7 sad
han ved sit Arbejdsbord. Hvor er det fejlagtigt, naar der siges
om ham, at han ønskede at opfattes som den farende Svend,
der rystede Digtene ud af Ærmet. Jernflittig var han, og han var
stolt af det. I et Digt, han skrev til Faders Fødselsdag, da den
første Gang fejredes efter hans Død, hedder det:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
