Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Peter Jerndorff: Det danske Sprog paa den danske Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205 Det danske Sprog, paa den danske Scene
Spørgsmaal med sin stereotype Stigning op til den sidste Stavelse.
Men ogsaa alle andre Tonefald laa over Livets Tale, løftede sig
i højere Bølger, Talen gik i langsommere Tempo, brugte stærkere
Stemme, fyldigere Klang. De store Skuespillere fyldte de store
Former med de store Følelser, med den stærke Pathos, med
Harme, med Jubel, med Begejstring, eller rettere, de lod
Følelserne skabe den store Form, idet disse løftede Talen i de høje
Bølger, bar den store Bredde, tonede ud i den mægtige Klang.
Form og Indhold svarede til hinanden; derved blev deres Pathos
ægte og sand. De tarveligere tog den store Form og støbte den
ud over deres Tale som en Deklamationsskal, som Følelserne
ikke fyldte; der opstod et tomt Rum mellem Form og Indhold,
som gav en hul Klang; derfor blev deres Pathos ogsaa hul; det
blev en Melodi uden Sjæl, en tragisk Façon, „en klingende Bjælde,
et lydende Malm", som Heiberg siger i „En Sjæl efter Døden".
Nutidens Tragediestil har sluppet Deklamationen i
gammeldags Forstand. Baade i Toner og i Sprog har ogsaa den nærmet
sig Livet. Den er ikke bange for Pathos, den giver sig gerne
hen i de store Følelser, der løfter Talens Toner; men den skyer
de overnaturlige Former. Livets Toner i al deres Mangfoldighed
og Afvexling søger den at gribe og optage i sig. Kraft og Klang
kan den ogsaa bruge, men ikke som Maal, saa de overdøver
Stemningsudtrykket og Tanken i Ordet, kurt som Middel. Mest
skræmmes den af det, der engang ikke var saa sjeldent, at
Skuespilleren bevidst nød sin egen Røst, dens Styrke og dens
Velklang, og derved bragte Tilhørerne til fornemmelig at lytte efter
Klangen og glemme det Væsentlige, Tanken og Følelsen, der
skulde ligge bag den, saa de kun hørte og glædede sig over det
.dejlige Organ".
Nu skifter Tonebølgerne i Tragedien mere efter de vexlende
Følelser, Talens Tempo vexler efter Indholdet, og dermed er
ogsaa fulgt den vexlende Udtale af mange Ord, ligesom i
Lystspillet, men dog med Hævdelsen af det omhyggeligere Sprog,
som Stilen og Verset kræver.
Er det ikke ogsaa et frygteligt Baand at ville lægge paa et
levende Sprog, at Ord, der i Livet udtales forskelligt, paa Scenen,
og navnlig i Tragedien, altid skulle udtales paa samme Maade?
Vort Sprog er som alle levende Sprog — og de døde
forresten med — saa dejlig inkonsekvent. Lad os dog faae hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
