Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Peter Jerndorff: Det danske Sprog paa den danske Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
Det danske Sprog, paa den danske Scene
dets Rigdom af Inkonsekvenser og de dermed følgende
Afvex-linger op i Scenens Sprog.
Det gamle Mønstersprogs Tid er forbi, det er vi paa Scenen
længst bleven klar over. Det er udenfor Scenen, at man endnu
ofte kræver det af os og bebrejder os, at vi ikke har bevaret
det. Med samme Ret kan man bebrejde vor Tids Malere, at de
ikke maler paa samme Maade, som man gjorde i 1840 og 50,
eller Musikerne, at de bruger et moderne Musiksprog. Digterne
skriver jo ogsaa anderledes. Tiden er en anden, derfor taler og
maler vi ogsaa anderledes. „Nuvel", vil man sige, „saa gør det
i de nye Ting; men bevar det gamle Sprog i de gamle Ting, i
Oehlenschläger f. Ex." Javel, tildels. Men i 1850 taltes der ikke
i Oehlenschläger som i 1820; man havde allerede dengang bøjet
sig for Tidens Krav. Man sagde f. Ex. ikke mere mig og dig.
Stilen skal vi bevare, men Stil er ikke en nøjagtig Gengivelse
af en svunden Tid og dens Kunstform. Stil skabes vel ud af
et nøje Kendskab til en Tid og dens Former, opfattet og
levendegjort gennem Fantasi, men genfødt ved at gaae gennem en
moderne Bevidsthed under Hensyntagen til Nutidsforstaaelse og
Nutidssmag.
Men et Mønstersprog skal der alligevel tales paa Scenen, et
andet end det gamle, mere levende, mere bevægeligt, mere
mangfoldigt. Men øvet og kultiveret maa det være. Rent og ædelt skal
det lyde fra vore Læber. Vi skal bruge al den naturlige Velklang,
det ejer; vi maa ikke afflade det og jaske med det. Men vi skal
heller ikke pynte det med kunstig Klang; i Klang har det ikke
sin Styrke; der staaer det tilbage for vore Naboer, Svenskernes;
ikke skærpe det til kunstig Haardhed; i Fasthed kan det ikke
maale sig med Normændenes. Men vi skal fremfor Alt udnytte
alle de fine Nuancer, det rummer, maaske fremfor noget andet
Jordens Sprog. Deri har det sin største Skønhed, fordi det, uden
nogen Melodi, monotont, som det maaske klinger i fremmede
Øren, i selv den mindste Tonebølge har Udtryk for noget
sjæleligt, som de mere melodiske Sprog ikke formaar at gengive med
den Finhed som vort eget jævne danske Sprog, vort dejlige
Mo-dersmaal, som vi har Lov til at kalde det, naar vi behandler
det rent og naturligt, med Omhu og Kærlighed, „i Frihed — under
Ansvar". Peter Jerndorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
