Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - J. A. Fridericia: En ny Fremstilling af Nytidens Verdenshistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215 En ny Fremstilling af Nytidens Verdenshistorie
lertid skal denne Mangel paa streng Konsekvens alt andet end
bebrejdes Forf.; det viser, at i Virkeligheden er hans aandelige Syn vidt og
udstrakt. Men det peger mod en Svaghed i Planen.
Der er i og for sig intet overraskende i, at Schäfer har fattet og
udført den Plan, der er Nerven i hans Bog. Allerede tidligere og særlig
i en Polemik fra 90’erne mod Troels-Lund har han vedkendt sig den
Opfattelse, som han i det foreliggende Værk formulerer i Ordene:
Erkendelsen af Udviklingsbetingelserne for statslige Dannelser er og
bliver den egentligste (die eigenste) Opgave for historisk Videnskab.
Jeg vil ikke hænge mig i disse Ord, der ved at være saa stærkt
tilspidsede i og for sig let vilde kunne modsiges — er Litteraturens,
Kunstens, Religiøsitetens, Handelens, Retstilstandenes Historie ikke
fuldt berettigede Opgaver for historisk Videnskab? Bag dem ligger dog
vel nærmest kun den Tanke, at vil man skildre en Nations Historie, saa
bliver den store Samlingsenhed for denne Opgave Skildringen af dens
statslige Liv, fordi dette, som Schäfer udtrykker det et Sted, er det
nærmeste og naturligste Udtryk for sund Folkekraft. Taget paa denne
Maade tror jeg selv paa, at Sætningen er sand, vel at mærke, naar
man lægger til, at Folkekraftens Sundhed ikke viser sig alene i
dens Evne til en statslig Dannelse, men ogsaa i, at denne statslige
Dannelse er af en sund Karakter og ledsages af anden sund Udfoldelse
af Folkekraften. Men fordi det er naturligt at skildre det tyske eller
det danske Folks Historie under den Ramme, som deres Statsdannelser
har været og er, derfor turde det ikke været givet, at det er den rette
Vej at lade en verdenshistorisk Skildring af Nytiden tage sit
Udgangspunkt i Staternes Kamp om Herredømmet over Verden. Thi i det
Øjeblik vi taler om Verden, saa er vi netop ovre paa et Omraade, hvor
der ingen given Ramme er. Selvfølgelig maa man alligevel skabe sig
en, fordi enhver videnskabelig Fremstilling kræver et bærende
Synspunkt, en Ledestjerne; at der herved kommer et subjektivt Element
ind, behøver intet Forsvar, er simpelt hen en Nødvendighed. Men
Valget af Synspunkt er friere. Og her møder da Spørgsmaalet, om det er
rigtigt at vælge netop det Udgangspunkt, Schäfer har valgt. Han
forsvarer det med, at Verdenshistorien jo skal tage Sigte paa
Sammenhængen mellem hele Jordens Folk, og at denne Sammenhæng har faaet
sit Udslag i Medbejlerskabet mellem de ledende Nationer om
Verdensmagten ; dette er blevet Resultatet af Udviklingen. Hertil skal
bemærkes, at det er noget af et Spil med Ord, naar der lægges saa stor Vægt
paa „hele Jordens Folk". Ogsaa Schäfers Verdenshistorie beskæftiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
