Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1908 - Karl Madsen: Et Museumsbesøg i Frankfurt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225 Et Museumsbesøg i Frankfurt
Kristendommens Martyrer og Myteologiens Usalige. I det nære
Antwerpen lod den store Rubens Blodet rinde i Strømme.
Det var vel netop med ham, Rembrandt ønskede at kappes.
Den Dag, da Rembrandt i Jødekvarteret fandt den flammede
Kris, som en Sømand havde hjembragt fra Java, og tænkte sig
Dolken boret i sin Ven Samsons Øje, drømte han sikkert om
at skabe et Billede, der skulde overbyde Rubens i fyrig
Lidenskabelighed og gribende dramatisk Virkning.
Rubens’ Billede i München af Barnemordet i Betlehem er
et af Malerkunstens store Mesterværker. Altsaa kan
Fremstillinger af højst uhyggelige Emner vække idel Beundring og
Beundringens Glæde. Manet har malet Kejser Maximilians
Henrettelse, Goya har fremstillet rystende Rædsels-Optrin. Men
Emnevalget berettiges her af Fremstillingens Kunst og særlige Karakter.
Er dette ogsaa Tilfældet med Rembrandts Billede? Svaret
afhænger naturligvis af et rent subjektivt Skøn. Saa meget er vist:
for mig er det umuligt at se Rembrandts massive Fremstilling
af denne modbydelige Scene med noget som helst Behag.
De Røster, der kaldte ad ham gennem Stormen, førte ham
paa Afveje. Rimeligvis har baade de halvt forgæves Kampe og
de helt mislykkede Forsøg været hans Udvikling til Nytte. Men
de lod ham for en Tid miste Forstaaelsen af det oprindeligste
og bedste i hans menneskelige Natur og i hans særlige
kunstneriske Evner, hindrede ham fra at bøje Øret lyttende til den indre
Stemme, Stemmen i det Stille, der senere ledede hans Vej.
Egentlig er der mere, som lover den sande og store Rembrandt
i det lille Ungdomsbillede af David, der spiller for Saul, end i
den store Samson. Jeg mindes den Tid, da „David og Saul" hang
højt oppe med Konincks Navn; det hører heller ikke til de
fremragende Værker fra Rembrandts Begynderperiode. Farven
er en fattig og enstonet Graa; den fede, daarligt barberede Saul
ligner snarere en gnaven hollandsk Spekhøker end en Konge i
Israel. Alligevel har Billedet Udtryk og Stemning. Der er
allerede som et vegt, sagte, endnu usikkert dirrende Anslag af Toner,
Rembrandt senere evnede at lade frembruse med klangfyldt
Vælde, saa mægtige, stemningstunge og hjertegribende som
maaske ingen andre Toner af al den Musik, Malerkunsten
rummer.—
Men her i Frankfurt er det ikke ham, der fortjener Sejrs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
