Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1908 - Johannes Jørgensen: Monte Cassino
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
Monte Cassino
hundreder havde Imperialismen øvet sit Ødelæggelsesværk —
systematisk demoraliseret Folket for at kunne beherske det. De
fornemme levede kun for deres Luksus, de fattige for de
offentlige Forlystelser. Romeren af Folket — siger samtidige
Forfattere — interesserede sig absolut ikke for andet end Vin,
Tærninger, Piger og Skuespil. At Kristendommen var bleven
Statsreligion, havde ingen væsenlig Forandring gjort i dette
Forhold. Efter at Gladiatorkampene var blevne afskaffede, var det
Væddekørslerne, der satte alle Sind i Bevægelse. De rige Patriciere
kappedes om, hvem der kunde give de pragtfuldeste Circuslege.
I en saadan Jordbund kunde Kristendommen ikke slaa dybe
Rødder. Gejstligheden var verdsligsindet, de fleste af dens
Medlemmer af samme Art som Rokokotidens galante Abbéer. De
bedste romerske Kristne trak sig tilbage fra Verden. Mange var
de, som drog bort fra Verdensstadens Tummel og Vrimmel, dens
Hykleri og Usædelighed, bort til sunde, simple, landlige Forhold.
Det var ingen Fornøjelse for et alvorligt Menneske at bo i en
Stad som Rom, hvor man f. Eks. kunde risikere paa Gaden at
møde et Ligtog, hvor en Enkemand skred bag efter sin
enogtyvende Kones Lig, bekranset som en Triumfator og tiljublet af
Mængden som Sejrherre. Den afdøde Kone havde nemlig allerede
begravet toogtyve Mænd og havde svoret ogsaa at ville lægge den
treogtyvende i Graven. Nu havde hun imidlertid forregnet sig, og
hele Rom fejrede Manden som Sejrherre i denne ædle Væddestrid!
En Yngling, der var opvokset med Livius, og hvis Idealer en
Cato, en Gracchus, en Scipio var bleven, kunde ikke andet end
med Sorg og Væmmelse vende sig bort fra en Slægt, der kunde
være optagen af sligt. Og dog er det rimeligt, at Benedikt trods
alt har bevaret Haabet og Troen paa Rom — at Digteren har Ret,
naar han lader ham udbryde:
hele denne
Slægt er dømt som Jødefolket,
der i mer end fyrretyve
Aar i Ørknen maatte vandre.
Sæd og Skik sig maa forandre,
Verden blive maa en anden
og et andet Folk opdrages,
før vor Ære kan oprettes,
og Velsignelsen modtages.
Roms Folk følte imidlertid aldeles ingen Trang til at drage
ud i nogen Ørken og vandre i fyrretyve Aar. Saa gjorde Bene-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
