Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1908 - Johannes Jørgensen: Monte Cassino
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Monte Cassino
245
Denne store religiøse Grundstemning: „Gud ser dig!" var
det jo, som det Samfund, hvorfra Benedikt var dragen bort,
ganske havde glemt. At Mennesker saa dem, det havde
Romerne en meget levende Fornemmelse af, og de gjorde alt for
at blive set af Mennesker, at imponere, blænde, overstraale
hverandre. Men at Gud saa dem, at Guds ubestikkelige Blik
gennemskuede dem og trængte tværs igennem al deres ydre Fromhed
og hyklede Gudfrygtighed — at Gud saa dem, og at Gud dømte
dem, det var en Tanke, for hvilken der ikke var Plads i
Romernes Livsanskuelse. Benedikt brugte til Gengæld tre Aar af sit Liv
til i Ensomheden ved Subiaco at leve sig ind i denne Tanke.
Da disse tre Aar var gaaede, var Benedikt moden til at drage
ud i Verden og forkynde det Princip, hvorved Verden skulde
genfødes — det Princip, hvormed han havde gennemtrængt sig
selv — at der er en Dommer i Himlene. Det var Tid at sætte
Lyset paa Lysestagen, og det skete da ogsaa.
Hyrder, der førte deres Hjord paa Græs mellem Klipperne,
kom nemlig en Dag til den Hule, hvori Benedikt levede. De
troede først, at han var et vildt Dyr, saa ukultiveret saa han
ud. Snart lærte de imidlertid at sætte Pris paa ham; de bragte
ham Mad, og han prækede til Gengæld for dem. Mange af dem,
der hidtil — hedder det — havde haft Dyresind, omvendte sig
ved den syttenaarige Eneboers Prædiken.1)
En højhellig Paaskedag fik Benedikt endog Besøg af en
Præst fra Egnen. Den gejstlige medbragte et rigeligt
Mundfor-raad, pakkede det ud og indbød Benedikt til at spise med sig.
Benedikt undskyldte sig — han holdt Faste. „Men det er jo
Paaskedag idag," udbrød Præsten, „saa skal man da ikke faste."
Høfligt svarede Benedikt: „Naar jeg faar saa fint Besøg, er det
naturligvis en stor Festdag for mig." Kun med Møje lykkedes
det den gejstlige at overbevise den uden for Tiden levende
Benedikt om, at det virkelig var Paaske, og de satte sig derpaa
ned og holdt Maaltid sammen.
Netop paa hin Tid synes Benedikt i øvrigt at have bestaaet
en sidste svær Strid. En Dag, han sad uden for sin Hule, var
der en Solsort, der blev ved at flyve rundt om ham — til sidst
saa nær, at han kunde have grebet den med Haanden. Ved en
’) „multi ad pietatis gratiam a bestiali mente mutati sunt." Gregor c. I, n I (A. S. S.
Mart. III, p. 278).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
