Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1908 - Ove Jørgensen: Lorenzo Lotto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lorenzo Lotto
273
frem i Figurerne. De kaade Drenges muskuløse Vingeslag og
kraftige Spark er en forfriskende Protest mod den svævende
Rytmik hos Rafaels artige Englebørn, og endnu mere smittende
er det sprudlende Liv hos den brunøjede Skriver. De italienske
Tronbilleders Svælgen i poserende statuariske Motiver er Lotto
ganske fremmed. Allerede de tre Staves energiske Asymmetri
forrykker den monumentale Holdning, og uhørt i Italien er de
to gamles besynderlig forvredne Fodstilling eller Døberens
snoede Draperi. Ogsaa Madonnas næsten sammenkrøbne Skikkelse
er en helt anden end den, vi venter at finde hos en Italieners
Himmeldronning. Alle Farver og Linier tjener den dramatiske
Handling: Madonna og Englen er i umiddelbar Vekselvirkning
med Beskueren, Kristus løfter signende sin Haand over S.
Ber-nardins ekstatiske Tilbedelse, og S. Antonio ringer ivrig for Barnet
med sit klingrende Symbol. Det er den samme let humoristisk
farvede Dialog som i Ungdomsbilledet, men behandlet med en
Overlegenhed i Effektens Anbringelse, der sætter de tre Oldinges
Fysiognomier i Række med de mest fængslende og illuderende
i den italienske Kunst. Allerede disse Karakterhoveder viser
Lottos frigjorte Fremstilling af Mennesketypen, men det fulde
Indtryk af hans forfinede og følsomme Sans for det udtryksfulde
giver først Madonnas Ansigt, hvis Skønhed Fotografiet ikke lader
ane. Det er betegnende for Lottos Religion, at han i et
Kultusbillede af Guds Moder anslaar Toner, der ikke blot klinger
profant, men decideret erotisk. Denne Madonna har ingen
Slægtninge i Italien, og de latinske Sprog savner Ord til at male
hendes nordiske Kvindelighed. Hun er „bewitching" som Portia
i Julius Cæsar eller Dora hos Dickens. Hendes sølvklare Teint
beskygges af det milde Skær fra Tæppets grønne Halvlys. Det
glatte, mørke Haars fint buede Ramme tegner sig under et
sort-blaat Hovedklæde, hvis svære Masse paa en gennemsigtig Glories
Baggrund falder ned over den fyldige, forførerisk belyste Nakke
mod det blændende Halslin. En sagte vibrerende Kurve kroner
den klare Pande og følger med den blødeste Følsomhed
Tindingens og Kindens udtryksfulde Omrids og runder sig om
Hagen, der træder frem i Lyset fra Skulderens Dæmring. Den
smalle Næserygs lysende Linie gaar umærkelig over i Brynenes
sårt antydede Buer, og de svage Forskydninger i Øjelaagenes
Hvælving omgiver det drømmende Blik med sitrende Halvlys.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
