Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1908 - Johannes V. Jensen: Bruno Liljefors
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
Bruno Liljefors
gaaet der og gaar der endnu. Men saa er der alligevel en Født
Ensom, der foretrækker Vildnisset, og han kommer en Gang ud
med ny Sjæl for os alle. Et Blik paa Liljefors’ Portræt malet af
den Ildkarl Zorn, viser ham som den Enlige i Skoven, der har
inddrukken de snebegravne Træers Tungsind og har ladet sig
trøste deraf. En Mand, der har lagt af at græde, fordi nu ved
han det, han kender Forgængeligheden — men nu skal dog et
og andet gives Varighed! Kunsten bestaar. Liljefors har et stift,
fjærnende Blik, som de Ørne han maler. Vi ser igen, hvad han
har ladet det hvile paa, i hans Værker, og vore Efterkommere
vil altid eje disse Brudstykker af Tilværelsen, hans Blik har
reddet for Udødeligheden.
Af Kunstværkerne i Malmø er Andefamiljen betegnende for
Liljefors’ Dyrebetragtning og hele uanselige Metode. Her er der
med de simpleste Midler — ingen anden end netop Manden, der
gør det, vilde vove at byde saa lidt — fremstillet en lille Bugt
mellem Sivene, hvor en Vildand er trukken ind, mens en Hale
af Ællinger er i Færd med at følge hende. Der er ingen Historie,
hun putter sig i Rørene med Ungerne, det er det hele. Man ser,
hvor hun gør sig stille, hvor hun allerhelst vil se ud som Siv i
Sivet, kun det kloge Fugleøje røber hende. Hun ser saa moderlig
ud, alle Mødre har saadanne visse, naadelige Øjne. Men der er
ikke fra Malerens Haand anvendt et eneste Træk, der ikke er
dyrisk, det er kun en And, og just fordi Liljefors véd alt om
Vildænder og ikke maler andet, naar han er ved det, faar man
det mystisk, potenserede Indtryk af Liv, der virker næsten
menneskeligt. Sjælen i et Billede retter sig vel heller ikke efter de
Rangklasser, der udenfor Kunsten skiller Skabningerne fra
hinanden. Ællingerne, der ror ind efter Moderen som smaa
Dunboller paa Vandet, er malet med en Inderlighed, som alene en
Gud udfolder, naar han er uforstyrret. Den samme Haand, der
flytter Bjærge og udsletter Kloder, skaber i en Times Vindstille
de smaa Vildællinger paa Vandet. De er endnu ganske spæde, man
kan se, hvor de dikker med Hoved og Hals, mens de ivrigt bener
af i Vandskorpen og laver de mindst mulige Ringe foran sig.
De er saa dunede smaa, at endogsaa Vandet slutter sig som et
Kærtegn om dem og bærer dem ligesom Ingenting. Sorgløst
svømmer de efter Moderen under Flyvetilløb med nogle spirende
Vinger ikke større end en Negl, og til allersidst kommer en, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
