Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April 1908 - Kai Friis Møller: Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTE
VALLIS AMANTIUM
Vi har Støvet i Huden af mange Vejes Sand, —
Vi kunde græde, naar vi ler og forbløde, naar vi græder,
For alt, hvad vi drømte, har vi fundet ingen Steder:
Der fører ingen Vej til de elskendes Land.
Vi vil glemme alt i Aften, og endnu en Gang
Vil vi drømme, vi har naaet over lønlige Stenter
Til Dalen, som slumrer mellem eviggrønne Skrænter, —
En Kumme, fyldt af Vellugt og gærende Sang.
Den er hegnet med Roser, som ingensinde dør;
Een vil du bryde for hver Gang, du var bedrøvet,
Og binde dem i Krans, naar vi hviler under Løvet,
Til lykkelig du mindes ej, vi levede før.
Som Bægre med Balsam et Blomstermylder staar
Paa klare, skøre Stilke om vort græsredte Leje,
Og rytmisk i vor rolige Aande vil det svaje
Og blande sine Dufte ind i Duften af dit Haar.
Undertiden vil vi tale forundrede Ord,
Der fødes af Tavshed, betagende blide,
Som Aakander suger sig tunge og hvide
i hvilende Vand, hvor de fredlyste gror.
1 alle Lyde om os vort eget Hjerte slaar,
Og vor sammengydte Aande er den eneste Brise,
Den hele Himmel spejler vor uendelige Lise, —
Og vi smiler, som du nu, der glemmer, hvor vi gaar . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
