- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
393

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1908 - Astrid Ehrencron-Kidde: Kvinde

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Kvinde

393

Og alligevel — hvad hjalp det alt sammen! Vidste de det ikke,
alle de, der sad og stod her omkring hende i hendes eget Hjem
— kunde de ikke i hele hans Væsens hensynsløse Erotik
følge hans og hendes korte Samlivs Forløb? Saa de det ikke
for dem, hvorledes han en Gang havde kurret og smigret
ogsaa for hende, som nu for de andre, og siden forladt hende,
ikke ænset hende mere end det Gulv, hvis Tæppe hans
flygtige Trin nu krydsede i ilter Uro fra Gruppe til Gruppe?
Klædte han ikke deres intimeste Forhold nøgent for alle disse

Mennesker, i hele sin Adfærd, i sit selvbevidste Smil–

Tusindfold værre var dette for hende end den Gang, hun
havde maattet staa Kampen ud, da han var kommen til hende
for knap et Aars Tid siden og havde bedt, om de maatte blive
skilte.

„Du kan rejse!" havde hun sagt, „jeg bliver her. Min Plads
er i mit Hjem hos mine Børn. Hvor din er, ved jeg ikke. Men
gaa derhen, hvor du ved, den er."

Og om hun forstod, hvad han saa i hende, denne stive,
kolossale Kvinde, hvis Legeme udtryksløst og uden Overgange
syntes som drejet ind i det stramme Kjolesvøb, med den
gnistrende røde Haarmanke, flad for oven og bred til Siderne som
et Kattehoved, med de onde og skraa Øjne og de trekantede,
opadtrukne Næsefløje!

Se, hvor hun skød Hoften frem og snoede Overkroppen, som
en forbudt Danserinde paa en Variétéscene —

Ingeniør Riiber strøg forbi Sofaen. Han lagde Haanden paa
sin Hustrus Skulder. „Kunde du ikke beherske dig lidt!"
hviskede han, „og ikke sidde og gi’ den stumme —"
„Nej!" sagde hun uden at se op eller røre sig.
Nej, nu havde hun behersket sig Aarene igennem; syg af
Angst for at blive seende selv havde hun løjet Verden op i
Øjnene med Smil og Uvidenhed, som hun havde løjet for sig selv.
Gud være lovet, nu det var begyndt at fryse til i hende, en
Is-hinde, der skulde holde det friskt i hendes Hjerte, der endnu
var tilbage af Følelse. Kærligheden til Musiken og hendes Børn.
Nu var Komedien slut. At han inviterede sine egne til at se paa
Efterspillet, vedkom ikke hende. Ikke een af sine havde hun
haft hos sig det sidste Aar, siden den lille Drengs Død. Nu var
det forbi, det hele.

27«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0407.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free