Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1908 - Ove Jørgensen: Skuespil og Ballet paa det kgl. Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
455 Skuespil og Ballet paa det kgl. Teater
navnlig har Mantzius udfoldet en Alsidighed, der yderligere har
befæstet hans høje Stilling i Publikums Gunst. Han har ikke nøjedes med
at dyrke sin velkendte Specialitet i ældre anstandsfuldt komiske
Roller som Sagføreren i „En Skavank" og Konsulen i „Tunge Veje", der
atter viste hans aldrig svigtende Træfsikkerhed i Replikkens Aplomb,
men i den gamle Thorvaldsen (Det gyldne Skind) skabte han en
over-daadigt original, til de mindste Enkeltheder gennemført Figur som den
fordrukne og despotisk egoistiske Billedskærer, der vil huskes, naar det
uhyggelige Produkt længst er hjemfaldet til Glemsel. Særlig maatte man
beundre hans diskrete Dialekt, der virkede dobbelt velgørende i dette
Skuespils barbariske Kaudervælsk, der ikke bluedes for at føre selve
Jasonscenerne ud i den rene Farce. Det er imidlertid næppe som Komiker,
den utrættelig arbejdende Kunstner har ydet sit bedste, og det er
oftere blevet fremhævet, at han ligefrem synes at opsøge Opgaver, der
maatte synes at ligge hans Naturel fjærnere. I denne Sæson har han
ikke mindre end tre Gange tolket Æsthetikerens lyriske
Stemnings-udbrud, som den gamle Musiker i „Forældre", som Herreborg i
Langes „En Digters Kærlighed" og som Johann Ulfstjerna i Hedbergs
Stykke. Det sidstnævnte Skuespil blev ganske vist ikke en Gang for
Mantzius nogen Sejr, men det var hans Gennemførelse af den
komplicerede Figur, der bar den interessante Forestilling, og den har
sikkert haft stor Betydning for Kunstneren selv. I de to andre Stykker
illuderede han fuldkomment, og der er mange, for hvem Mantzius’
Spil i Hanrejscenen i fjerde Akt af „En Digters Kærlighed" staar som
det mest betagende Stykke Scenekunst fra den sidste Tid, dobbelt
beundringsværdig, fordi Digterens fintslebne Kunst lader den smukke
Scene balancere paa den farlige Grænse mellem det ridicule og det
sublime.
I „En Digters Kærlighed" havde man en Nydelse, der længe har
været savnet paa den kgl. Scene, at se en genial Kunstnerinde i sin
Ungdoms og Skønheds fulde Glans, og skønt Fru Nansen har spillet
bedre og langt bedre Komedie end her, beherskede hun Scenen ved
sin fornemme Fremtræden og sit Sprogs uopnaaede Noblesse. Fru
Nansen er født til at færdes paa Teatret. Selv hvor hun spiller daarligt
Komedie som i Sommernatsdrømmen, samler hun al Tilskuerens
Interesse, og skønt hendes Helena var saa langt fjærnet fra Spindelvæv og
Dugdraaber som vel tænkeligt, følte man dog, at hun havde drømt
med Digteren, hvad man umuligt kunde mistænke hendes
medspillende for. End ikke i Macbeth sejrede hun helt, og man havde en
Tilskueren 1908 .11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
