Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1908 - Andreas Haukland: I Malstrømmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
478
I malstrømmen
og stønned. Stundom lød det som skred, som var det vældige
høie af jord, der sagte, men ustanselig skred sammen.
Mellem flod og ebbe laa sjøen helt rolig, skumblærerne brast
og døde og de to stryg blev til to blanke baand mellem fjorden
og havet. De laa aldeles stille og skinned med en underlig
olje-agtig hud.
En dag var jeg roet over paa holmen. Jeg drog baaden op
paa land og fæsted linen om nogle store stene. For om en stund
vilde fjorden begynde at ebbe ud mod havet. Og da vilde stryget
uvægerlig ta baaden, laa den løs paa vandet, maaske hvirvle den
rundt, og dra den tilbunds, for saa at lade den flyde op med
kjølen iveiret langt ude.
Jeg blev paa holmen.
Der begyndte at stige bobler op mod den oljede flade og
briste. Det var som vabler, der pludselig poser op og gaar itu.
Her og der viste sig hvide skumdotter. Saa gik der som en
skjælven over hele det blanke baand af vand, som vaagned der
nogen dernede og strakte sig dirrende.
Lidt efter lidt begyndte saa den underlige masende lyd. Og
der aabned sig smaa gruber allevegne. De vokste og vokste. Til de
var som store trakte, der dreiedes rundt med en voldsommere
og voldsommere fart. Aabningerne i vandspeilet blev favnebrede.
Jeg stod paa en klippe, hvor løbet var smalest. Og der lagde
fjorden, som vilde ud, sig paa, saa vandet steg som en mur.
Indover saa langt, jeg saa, var sjøen helt stille, lagde bare sin
forfærdelige vægt mod denne lille klippe. Og selve klippen, selve
holmen, jeg stod paa, dirred, saa jeg havde en følelse af at være
paa dækket af en damper, der pludseligt og voldsomt slaar bak.
Men da jeg vendte mig og saa ud mod havet, der syntes
at synke og synke, saa jeg i randen af horisonten nogle mørke
legemer, som for iveiret og glinsede et kort nu næsten sorte i
den lyse dag.
Og de vokste, de blev større for hver gang, de for op af
vandet. De vokste med en uhyre hurtighed for mine øine. Lidt
efter lidt forstod jeg, at de med en forfærdelig fart kom mig
nærmere.
Nu kunde jeg se to kjæmpehvaler omgit af en flok
spækhuggere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
