Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1908 - Jens Thiis: Eugène Delacroix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
561 Eugéne Delacroix
En umådelig arbeider var han. Som hans store forbillede
Rubens hører han til kunsthistoriens mest produktive
Kunstnere.1) Men hans frembringelser flød ikke af en sløsende
sundhed, en overdådig gudeevne som Rubens’s. De var resultater
af en feberagtig arbeidende fantasi og en opslidende
hjærnevirk-somhed. Delacroix var helt nervemenneske.
„ Hos ham er alt kombination, logik, ubetvingeligt parti pris," siger
hans ven Silvestre. „ Uden tvil falder det ham vanskeligt, med hans
feberagtige natur og pirrelige nerver, ikke at la sin lidenskabelige
opbrusning sætte sit præg på alle hans arbeider; men vær tryg:
hans hode forblir koldt og klart. Tilgi ham aldrig noget, han ved
så vidunderlig godt alt, hvad han gjør!"
Hans ærgjerrighed var meget stærk som hans arbeidsglæde.
Han led meget under al den spot og modgang, som hans kunst
måtte døie. Men arbejdslysten lod sig aldrig svække. Tanken
på, hvor let sporene efter et menneskeliv, selv om det er et
genialt menneskes, kan slettes ud af verden, hidsede ham til
stadig ny frembringelse. Han varierte og malte op igjen de samme
motiver alene for at vide, at der fandtes endnu et eller to
exemplarer af hans værk, om et af dem skulde gå til grunde. Han
solgte gjerne for spotpris til museer for at vide sit arbeide i
større sikkerhed og som almenhedens eie. Drømmen om
udødelighed vågned tidlig hos ham og styrte hans liv. Han vidste vel,
at han havde et svagt legeme, og økonomiserede med sine
kræfter for at spare dem til arbeidet. Han vidste vel, at livet er
kort, og nægtede sig mange af livets nydelser, renoncerte også
på familieliv og afkom.
Silvestre fortæller, hvorledes han, stængt inde på sit atelier,
betragtede enhver besøgende som en Rende, en ransmand af
hans tid og arbeidsro. Han skalv, når der hørtes trin af
besøgende i trappen, og når entréklokken lød, styrtede to gamle
tyender til døren færdig til at spærre adgangen for enhver, som
ikke var besluttet på at tiltvinge sig den. Men blev man først
indladt, så stansed han arbeidet, gjerne for resten af dagen, og
var da den elskværdige vært, den fuldendte og slebne
verdensmand, som forstod at beherske sine følelser. „Men vær viss på,
’) Robaut og Chesneaus store katalog over hans æuvre tæller 1968 nummere — og
det er alligevel ikke pi langt nær alt hans værk.
Tilskueren 1908 39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
