Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1908 - Jens Thiis: Eugène Delacroix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
563 Eugéne Delacroix
git med en energi, som om billedet havde været fuldfærdigt,
bare at scenen gik lidt uklart for sig, set gjennem den første
inspirations varme dampe."
Det har været sagt om Delacroix’ talent, at det var af
centrifugal karakter.
Det er kanske et søgt, men ikke derfor mindre træffende
udtryk.
Han var ikke af de kunstnere, som kan oprulle billeder i
brede rækker på en væg uden derfor at gjøre det forbi med
væggen. Han var med al sin koloristiske evne ingen dekoratør
som Veronese eller som Rubens. Dertil savned han først og
fremst sindets ro, den forbindelse af flegma og kraft, som kan
fortælle episk og udførligt.
Delacroix’ mesterværker — særlig de mindre billeder fra hans
senere år — er koloristiske dragsug — alt er lidenskab, alt er
flydende og sydende, og billedet har gjerne sit energisk betonede
centrum. Om dette kredser farveflækkerne, mod det peger de
stormfulde bevægelser, i det knytter linjerne knude.
Naturligvis er de små Delacroix’er som Sardanapal,
Gene-sareth eller Don Juan de bedst organiserte farveharmonier. „Det
er en uhyrlig flyden, et bad af prunk. Massacren og Dantebarken
kan man forstå og måske kan man finde ord for forståelsen.
Men disse små svømmende undere er uforstålige, de flyder ind
i os gjennem øiet til hjærtet, og den gamle forstand står
værgeløs og ser på og vrider sine hænder."1)
\
V. MUSIK OG FARVE
Det er ingen ligegyldig ting til forståelsen af Delacroix’
malerbegavelse at vide, at han også var begavet med en
usædvanlig musikalsk sans, og at han havde kultiveret denne sin evne.
Hans dagbog vrimler af åndfulde bemærkninger om musik, og
ikke sjelden former sig hans notater over den musik, han hørte,
til grundig og saglige kritiker, og disse musikkritiker har et lige
så selvstændigt og personligt præg som det, han har skrevet om
malerkunst.
George Sand, som nøie kjendte ham, mener, at han „meget
’) Meier Graefe, Entwicklungsgesehichte der modemen Kunst, I, p. 91.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
