Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1908 - Jens Thiis: Eugène Delacroix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
565 Eugéne Delacroix
Og en anden: „De skjønneste kunstværker er de, hvori
kunstnerens fantasi udtaler sig klarest."
Han foragted modeltrællerne i kunsten: „Realisme skulde
man definere så: det er kunstens antipode."
Og hør, hvordan han former sin egen kunsts æsthetik:
„Beskueren ser objekter fremstillet, som om han havde dem
virkelig for øie, og samtidig taler meningen med de fremstillede
scener til hans ånd og henrykker ham. Disse figurer, disse
gjenstande, som synes at være sagen selv, de er bare den faste bro,
som fantasien kan styrte sig ind pd for at trænge ind i de
hemmelighedsfulde og dybe følelser, som formerne på en vis
måde bare er hieroglyfer for. Men — føier han til — disse
hieroglyfer er i maleriet en kilde til levende nydelse — glæder,
som beredes os. ved synet af natur, skjønhed, proportion,
farvemodsætning og farveharmoni, alt det, som øiet med så megen
lyst fornemmer i uden verdenen, og som er vor natur et behov."
Er det ikke også, som man føler en bagtanke — den som
kredser over hans egen kunst — der han taler om Rossinis
musik?
„Rossini har i store træk malet nogle landskaber, hvori man
så at sige føler bjergluften eller meget mere den melankoli, som
griber sjælen foran store naturskuespil, og på denne baggrund
kastede han mennesker, lidenskaber — overalt ynde, gratie!"
Hvad andet gjorde Delacroix selv end at male sin egen sjæls
melankoli, dens angst og oprør, og på denne baggrund kastede
han kvinder og løver, stridsmænd og heste, guder og mennesker
— biblens og historiens og poesiens mest lidenskabsfyldte scener
og skikkelser?
Thi Delacroix’ kunst er noget ganske andet, noget meget mere
end en dvælen i farvenydelser. Delacroix’ billeder er eruptioner
af lidenskab. De er orgier, som hans fantasi ikke kunde nægte sig.
Og fordi det er en kunst, som taler med blodets røst,
fornemmes den også næsten legemlig. Al denne bevægelse og
vitalitet — i farver og i handling — meddeler en næsten fysisk
følelse af kraft og frigjørelse. Uvilkårlig føler vi det overfor
hans mest energifyldte billeder, som om muskler spændes i os.
Og dog er til syvende og sidst også hos ham — som
overalt i god kunst — alt „ynde og gratie."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
