Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1908 - Niels Møller: George Borrow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
712
George Borrow
og karakteristiske Samtaler, stærke Optrin som Quesadas Triumf
og Død, og en Mængde ypperlige Personskildringer: af
Zigøj-nere og Banditer og Politibetjente, af Ministre og Præster,
Embedsmænd og Kroværter og Førere; der er Antonio, hans græske
Tjener, og den schweiziske Skattegraver, og der er ham selv
med hans dulgte Lune, hans Energi og Selvbeherskelse.
„Bibelen i Spanien" gjorde strax mægtig Lykke; der kom 6
Oplag i 7 Maaneder, ogsaa i Amerika solgtes den i titusindvis, og
den blev oversat paa Fransk og Tysk og Russisk.
Borrow havde allerede et nyt Værk paa Stabelen; han skrev
det omhyggelig, i god Mag, afbrudt ved en Rejse til Frankrig,
Østrig-Ungarn, Tyrkiet og hjem over Italien og Frankrig (April
—Novbr. 1844). Bogen voxede ud af Ford og andre Venners
Ønske om, at han vilde skildre sit Liv og sine Eventyr før
Opholdet i Spanien. Den skulde først hedde „Mit Liv, et Drama",
ijanr. 1850 annonceredes den som „Lavengro, en Selvbiografi",
endelig udkom den Febr. 1852 som „Lavengro" (d: „Sprogmester"
paa Zigøjnersproget). Borrow havde gjort sig særlig Umage med
den og satte stort Haab til den: om de to andre Bøger havde
Publikum sagt „god" — „bedre"; nu skulde de sige „bedst".
Men Bogen blev skældt svært ud af Kritiken og gjorde ikke
Lykke. Det skyldtes næppe, som man har ment, Uvilje over, at
han angreb de da yndede, affekteret fine
„Glacé-Hanske"-Ro-maner, hvad han direkte kun gør i Forbigaaende. Heller ikke,
som han selv siger, at han gik stærkt mod Katolikerne, der
dengang under Oxford-Bevægelsen vandt frem. Stødte han somme
ved dette, tiltalte han nok flere: Hadet til Rom var endnu
stærkt hos Englænderne. Noget gjorde det derimod, at man
ren og syntes ligesaa vild som,han, og hendes Tale var ligesaa frygtelig som Mandens.
Begge syntes i et uforstaaeligt Raseri. Tilsidst da hun sagde noget, for han op, trak en
lang Kniv af sit Bælte og ståk efter hendes nøgne Bryst; men hun holdt sin Haand
imellem og flk en stor Flænge i den. Han stod lidt og saa’ hvor Blodet dryppede ned paa
Jorden, saa med en forbavsende Ed løb han ud af Gaarden. Jeg gik hen til Kvinden og
spurgte: „Hvad var der ivejen? Jeg haaber ikke, den Bandit har saaret Dem slemt."
Hun vendte sit Ansigt mod mig med et Blik som en Djævels og raabte endelig med et
haanligt Fnys: „Caräls, hvad er det? Kan en katalonsk Herre ikke tale med sin Dame
om deres egne private Sager, uden at De skal blande Dem deri." Saa forbandt hun sin
Haand med et Lommetørklæde, gik ind og bragte et lille Bord ud ved Døren, stillede
Aftensmad derpaa og satte sig ned paa en Skammel. Lidt efter kom Kattlonieren tilbage
og tog Plads paa Tærskelen uden et Ord; saa, som der intet var sket, begyndte det
mærkelige Par at spise og drikke og krydrede deres Mad med Eder og Spøg."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
