Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1908 - Niels Møller: George Borrow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
George Borrow
715
gentagne Gange forgæves at komme til fremmede Lande i
Statens Hverv. En Gang var det et Ny Test–Haandskrift, han vilde
bjerge i et Kloster paa Sinai". Saa søgte han at blive Konsul i
Kanton: hans gamle Ven John Bowring lovede ham sin bedste
Hjælp til, at han kunde faa Pladsen, men snappede den selv
(1848). Aaret før vilde Borrow være Fredsdommer for at kunne
slaa ned paa noget Pak, der gjorde Egnen om Oulton usikker
og flere Gange havde angrebet ham, en Gang skudt efter ham.
Men Lord Løjtnanten vilde ikke give ham den ønskede
Udnævnelse. Slige Skuffelser pinte ham, og han var efter
Hjemkomsten fra Spanien bleven irritabel, urolig, ilde tilmode; Mismod
aad sig ind i ham, trods han søgte at jage det bort ved at ride
eller gaa eller ro. Saa kom ogsaa de grove Anfald paa
„Laven-gro". Og Borrow havde den urimelig stærke Hukommelse, der
gjorde, at enhver Krænkelse blev siddende i det blodige Kød.
En Skolekammerat af ham ankede i en Kritik over, at Borrow
i „Lavengro" slet ikke omtalte sin Skolegang hos Dr. Valpy i
Norwich. Nej vist ikke: Valpy havde jo ladet ham piske for
Flugten til Yarmouth, og Borrow hadede ham levende siden da.
Endnu i sin ældre Alder vilde han ikke bydes sammen med
Martineau, der havde baaret ham under Afstraffelsen.
Det Raseri, der samlede sig i ham, flk Luft i The Romany
Rye („Zigøjner-Herren") som Murray efter lang Nølen udgav
1857. Den fortsætter Landevejseventyrene fra „Lavengro", var
oprindelig skrevet i Flugt med denne, men blev senere udvidet,
og Hændelserne er nok her friere behandlet; bl. a. har han
brugt Stof fra sin Rejse til Ungarn. I denne Fortælling og især
i det højst mærkelige „Appendix" holder han „Lavengros"
Kritikere op „som Hugorme ved Halen og viser Dyrene hvor de
vrider sig, mens Blod og Fraade strømmer fra deres knuste
Kæber." Han udøser sin Vrede over Papisteri og alskens
Snobberi: overfor Pengefolk eller fine og fornemme Folk; han slaar
til Walter Scott og hans Stuartdyrkelse, og han siger Tak for
sidst til sine særlige Fjender: Lord-Løjtnanten, der ikke vilde
gøre ham til Fredsdommer, Peto med Jærnbanen og især John
Bowring, som han allerede gik løs paa i Slutningen af
„Laven-gro", men nu maser uden Ynk. Endel af det er ganske vildt,
som naar han haaner Kritikerne over, at de ikke har opdaget
nogle gale armeniske Ord i „Lavengro". Men der er en dygtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
