Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1908 - Leo Swane: Om Høyen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Høyen
735
sig altsaa mod Frankrig, og han følte en inderlig Foragt for,
hvad fransk var, skønt han havde modtaget Impulser fra dette
Land i sin Ungdom; et halvt Hundrede Aar efter begyndte den
tyske Romantik, i alt Fald paa visse Punkter, at bekæmpe
Ny-Klassicismen, og atter stod Frankrig som Bæreren af det gamle,
med David som ypperste og i sit Land højt fejrede Fører. Det
slette kom atter fra Frankrig. Der staar en Ytring i den tyske
Naturvidenskabsmand og Kunstner Carus’s Livserindringer
(Leipzig 1865, I, 179—80): „I Tyskland var ved Frankrigs
Indflydelse den sidste og dybest sunkne Periode i Kunsten som
bekendt bleven den almindelig herskende ved Begyndelsen af det
nittende Aarhundrede." Ved Frankrigs Indflydelse! Det var
Klassicismen som noget fransk, man først og fremmest vilde til
Livs; Winckelmann derimod vendte Romantikken sig ikke imod;
han havde jo til syvende og sidst kun med genial — ganske
vist ensidig — Begejstring og Varme givet den Længsel mod det
antikke Grækenland Udtryk, som mindst af alt var Romantikken
fremmed. Han var en af den tyske Litteraturs Grundlæggere,
han var allerede klassisk.
Da Høyen i Tyverne foretog sin lange Rejse, sprang han
ikke over denne Kløft mellem germansk og romansk. Han blev
paa denne Side Kløften. Selv da han kom til Italien og glædede
sig ved Folkelivet der, levede han jo dog ved Thorvaldsens Side
midt i den dansk-tyske Koloni og kom ikke Folket nærmere.
Det var først, da han i 1836 rejste til Paris, at det skulde vise
sig, om han kunde gøre Springet; om han virkelig var i
Besiddelse af en saadan Evne til alsidig Forstaaelse, som hans
Venner har tillagt ham. Johannes Fibiger, der stod ham nær, skrev
i sine Erindringer: „Med Sandhed kunde man sige, at fra
Kunstens første Daggry til den Dag, han levede, og fra China til
Island kunde intet af Værd fremdrages, som han ikke havde lige
kær"; det var unægtelig en Vens Ord; det ligger nærmere end
Kina, det af Værd, som Høyen ikke kunde vurdere. Houdons
Diana dømmes i hans Parisernotebøger til at være „aldeles
Unatur" og „et i enhver Henseende yderst fattigt Arbejde", og
saadan gik det selvfølgelig Høyen med alt omtrent, der havde
sin Rod i Rokokoen; eller Rudes „Marseillaisen" paa
Triumfbuen i Paris er et mislykket Arbejde. Af slige enkelte
Eksempler paa Fejlsyn og Begrænsning kunde der selvfølgelig nævnes
50*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
