Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1908 - Leo Swane: Om Høyen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Høyen
737
i sin Haand. Et Brudstykke af et af Pariserbrevene til Hustruen
giver en smuk Skildring af hans Glæde ved at være i Paris;
den 14. Oktober 1836 skriver han: Jeg tog altsaa til S. Denis.
Det var Solskin, varmt, det fine hvidlige Dunstslør indhyllede
Fiernerne. Jeg stod ud af Vognen, gik op ad Gaden og fandt
ved en Skomagers Hielp den berømte Kirke, der giemmer
Støvet af saa mange franske Konger. ... Dens Mindesmærker fra
den senere Middelalder kunne ei i Rigdom og Betydning
sammenlignes med dem i Westminster, men de ere interessante; men
Arbeiderne fra „Renaissance" Perioden: Ludvig XII, Franz I,
Henrik II.s Monumenter er noget, som Westminster ei kan
fremvise Magen til. Overhovedet kan jeg ei beskrive dig, hvor
meget den ældre franske Billedhuggerkonst, især Portraitterne,
fornøier mig. Der er en Troskab, en Natur i disse fortræffelige
Hoveder, en Frihed for Affectation, som man saa ofte søger
forgieves om i de nyere Skulptursager. Fuld af hvad jeg havde
seet, glad over fleere nye Bidrag til Bestyrkelsen af nogle
Favorit-Ideer, rullede jeg tilbage med en ung fransk Husar-Officeer, der
venligen indbød mig til at besøge sig i Fontainebleau, hvor han
ligger i Garnison . . . Aftenen tilbragdes da med en heel Deel
Landsmænd . . . hos Rocher de Cancale, hvor Ministeren
beværtede os meget elegant i et lille hyggeligt Værelse. Men en
bedre Morskab fandt jeg i Vivienne Folkenes Selskab, hvortil Prof.
Kruse og Rørby ogsaa havde slaaet sig, da vi bag efter begav os
ned i palais royal og under den lune, stierneklare Himmel
drak os en Kop Kaffe paa ny, under overgiven Discours — thi
vi havde faaet Stof nok — og under Accompagnement af det
pladskende Vandspring og af den Summen af egne Lyd fra den
snakkende og bevægelige Vrimmel og Stimen giennem de oplyste
Arcader. I Søndags benyttede jeg det deilige Veir til at tage ud
til Versailles. Jeg var ene, thi jeg vilde uforstyrret gaae omkring
og se. Saa smukt som Solen skinnede, var der dog ikkun faae
Mennesker derude, thi Vandspringene spillede ikke. Dagen svandt
hurtig hen, og Dæmringen overraskede mig inden jeg ønskede
det. Som lette, luftige Aandevæsner stode Marmorstatuerne under
de grønne dunkle Kroner, og Broncefigurerne omkring det store
Bassin tegnede sig sorte og kraftige som Afgrundens Dæmoner
mod den klare Aftenhimmel. Den store Terrasse foran det
prægtige Slot er noget af det grandioseste jeg kiender. Man glemmer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
