- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
746

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1908 - Georg Brandes: Voltaire og Rousseau

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

746

Voltaire og Rousseau

delse paa ham. Læsning af Voltaire gav Rousseau efter eget
Udsagn Lyst til at udtrykke sig med Elegance og efterligne hvad
han kalder Stilens „skønne Kolorit". Lettres philosophiques
belærer ham, retter hans Tanker paa England, hvorfra han som
Voltaire skulde hente saa mange Ideer, der gjorde Epoke i
Frankrig. Tragedien Alzire bevæger ham som Tilskuer saadan,
at han ikke kan trække Vejret, faar Hjertebanken, er syg flere
Dage efter; den er ham „det Store, Sublime, Patetiske". (Brev
til Fru de Warens).

Rousseau hører oprindelig til den lille Falanks af da saakaldte
Filosofer, der som Diderot, d’Alembert, Helvetius og andre vilde
fremme Tidsalderens fritænkerske Kultur saaledes at de i
Voltaire saa deres Høvding.

Han fjerner sig første Gang fra Gruppen, da Akademiet i
Dijon 1749 udsætter sin Prisopgave: Har Videnskabernes og
Kunsternes Fornyelse renset Sæderne eller fordærvet dem?

Diderot spørger ham: Hvad Parti vil De tage? — Det
bekræftende naturligvis. — Det er Æselsbroen, svarer Diderot med
sin Beundring for Tilstandene paa Taiti og sin Sans for Effekt
og Paradokser. Alle Middelmaadigheder vil gaa den Vej. Den
modsatte frembyder Tænkning og Veltalenhed nye Felter.

Denne Ytring gav Rousseau Stødet til at blive den, han
udviklede sig til at være. Ved den blev den revolutionære og
religiøse Plebejer sig sit Væsen bevidst. Han delte ikke Filosofernes
uskyldige Overbevisning om stadigt Fremskridt paa alle
Omraader. Han var en Særling, som de var Samfundsmennesker.
Han var en Landskabselsker, mens de kun elskede Naturaltet, som
de udforskede. Han var et Instinktmenneske, der følte sig
ulykkeligt i Tvivlstilstande, mens de som Tænkere allerførst maatte
vække Tvivl. Han havde et Hang til Respekt som Voltaire til
Spot. I sit Had til Tvivl blev han en revolutionær Doktrinær og
Dogmatiker.

I sin Bog angreb han Datidens Skribenter som Snyltegæster
hos høje Herrer. (Man levede jo dengang ikke af Honorarer men
af Dedikationer.) „Det er vore Skjønaanders Levevej, ifald man
undtager en." (Han mener Diderot). Voltaire flk denne Snært:
Sig os, berømte Aronet, hvor megen mandig Skønhed du har
ofret til vor falske Finhed, og hvor mange Storværker
Galanteriets Aand, der er saa frugtbar paa Smaating, har kostet Dig!

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0768.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free