Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1908 - Gustav Philipsen: Den lille Generallockout
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
790
Den lille Generallockout
forenings Virkemaade, vil ikke kunne nægte den en vis Anerkendelse. Den har
først og fremmest ikke endnu rettet noget som helst Angreb paa Arbejdernes
Organisationsret; hele dens Politik hviler tværtimod paa Rettens fulde
Godkendelse. De danske Industriarbejdsgivere indtager et langt mere fremskredet
Standpunkt end for Eksempel den tyske Storindustri, ikke at tale om den
franske Arbejdsgiverstand som Helhed. Og hvor meget dette betyder, vil ses
ved Sammenligning med andre Næringsveje end de industrielle. I
Handelsvirksomheden er saaledes Medhjælpernes faglige Sammenslutning endnu i sin
Vorden og meget langt fra Anerkendelse fra Arbejdsgivernes Side. — Men
det er endvidere tænkeligt at anerkende Arbejdernes Foreninger som
ligeberettigede, men som ligeberettigede Fjender. Saaledes turde Stillingen være
endog i Englands Maskin- og Mineindustri, endnu mere i de store
amerikanske Trusters Arbejderpolitik. Den uvildige Bedømmer af dansk
Arbejdsgiverpolitik tør ikke paastaa noget lignende. I ikke faa Fag bærer de
uund-gaaelige Lønforhandlinger. Præg af en vis Godlidenhed, en Erkendelse af, at
ogsaa Arbejderne har Krav paa et fremskridende Velvære; man lader uden
stor Ængstelse det udenforstaaende Publikum betale Gildet gennem stigende
Priser. Mere almindelig set bør det anerkendes, at Arbejdsgiverforeningen
under Hr. N. Andersens Ledelse ingenlunde har benyttet nedadgaaende
Konjunkturer til at fremtvinge Lønnedsættelser, højst til at modsætte sig Krav
om større Løn eller kortere Arbejdstid.
Men paa et Hovedpunkt har Arbejdsgiverforeningen grebet fejl, saafremt
det virkelig er dens Formaal at tilvejebringe Arbejdsfred: den forlanger for
meget af sin Kontrapart, mere end denne er i Stand til at yde.
Arbejdsgiverforeningen har lige fra sin Stiftelse af søgt at tilvejebringe en juridisk og
finansielt omgærdet Retsorden, garanteret saaledes, at for det mindste, endog rent
lokale Brud skulde Hovedorganisationerne kunne drages til Ansvar. Dette
søgtes uden Held gennemført under den store Lockout i 1899 ved Krav om
store Sikkerhedsbeløb, stillede af Hovedorganisationerne, hvori Modparten
skulde kunne gøre sig betalt for de Tab, Overenskomstbrud maatte kunne
medføre. Senere har man søgt at naa lignende absolute Sikkerheder gennem
den permanente Voldgiftsdomstol og øjensynlig — se saaledes Ingeniør Foss’
Foredrag i Nationaløkonomisk Forening — følt sig skuffet over ikke i denne
Ret at have fundet et lydigt Redskab for sine Bestræbelser. Som eneste Middel
siger man da at have tilbage den almindelige Lockout som Svar paa den
enkelte Strejke, som derfor bør anvendes overalt, uden Forskel, uden Hensyn.
Man kan nu meget vel principielt anerkende Arbejdsgiverforeningens
Krav om en retlig beskyttet Tilstand, om Agtelse for indgaaede
Overenskomster, og dog finde dens Politik i de enkelte Tilfælde forkastelig og forfejlet.
Det maa for det første ikke overses, at man ved Arbejdsaftaler mellem
Organisationer er ude i et af Retsordenens allervanskeligste Grænseomraader.
Overenskomsten kan kun danne den almindelige Ramme, inden for hvilken de
individuelle Aftaler sluttes; den kan ikke forhindre, at disse modificerer den
almene Regel, derfor ikke, at der tilstræbes saadanne Afvigelser, kun at disse
ikke maa søges opnaaede gennem en egentlig Arbejdsstandsning fra nogen af
Parterne. Kommer nu hertil, at der ved Siden af de de aftalte Punkter idelig
fremkommer andre Spørgsmaal, som slet ikke kan inddrages under Overens-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
