Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober 1908 - Henri Nathansen: Den lykkeligste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den lykkeligste
811
være afhængig af en Lyst, der bliver borte, naar den, ja
undskyld, har Lyst. .", smilede han og glattede lidt forlegent
Hansken.
„Der er andre Glæder i Verden", sagde Lynge . . han vidste
ikke, hvorfor han sagde det. Glæder . . sukkede det i ham, han
kendte i Øjeblikket ikke noget Ord, der var ham mere fjernt end
Glæde. Hvad hjalp det, at han troede at kunne puste sit
Mismod bort med taabelige Ord. Havde man laant, maatte man
betale. Hvor intet er — var kun Ord for Lumpe! Og han følte
i et Nu en usigelig Smærte — hvad var hans Ungdom, hans
Kunst — en flygtig Duft, der strøg forbi hans Sanser. Hvor var
hans Glæde, nu da han ikke kunde arbejde og følte sin Haand
kraftløs og uden Evne? Han havde jo Ret, evig Ret, den lille
Borger ved hans Side. Hvorfor saa ikke tilstaa, at der kun var
én eneste Glæde til i Verden, og det var 400 Kr., som faldt
ned til ham fra Himlen. Og dem havde Schou, han kunde se
det paa hans Øjne, hans Farve, hans Saaler — alt var solvent,
og i en Bank laa en Kapital rolig og ynglede, Tiere blev til
Hundrede, Hundreder til Tusinde . . .
„Maaske, maaske", hørte han saa Schou gentage ligesom
erindrende. „Men tror du ikke, at ogsaa mit Arbejde har Glæder,
mit Liv har Glæder, som jeg ikke vilde bytte med dine. Ja, du
smiler, kære Lynge — naa ikke, ja undskyld — men jeg tør
paastaa, at selv Pligten har sine Glæder. Jeg er glad, naar jeg
har gjort min Pligt — ja først saa i Grunden rigtig glad. Og saa
giver jo da endelig Arbejdet mig det, som jeg ikke ved, om du
kan undvære . . Uafhængighed i rent materiel Forstand,
Bevidstheden om ikke at skylde nogen noget."
Skylde . . . Lynge tvang et Smil frem for at skjule det bitre
Drag, han følte stramme sin Hud. Javist ja — Schou talte
sandt, mens han selv gik og løj, dumt og forsmædeligt. Ønskede
han ikke, at det var ham, der nu gik som Schou den lige Vej
til et Arbejde, som laa og ventede, afmaalt og overkommeligt —
til en daglig Pligt i saa og saa mange Timer for saa og saa
mange Kroner — sikrere og tryggere paa sig selv og sin Evne
for hver Dag, der gik. Et Hjem, der hyggede sig om ham, lunt
og trofast, og ikke et tilfældigt 20 Kroners Værelse med en
Musse, der kom og gik uden Varsel. En god Samvittighed i en
mæt Mave og ingen taabelig Sjæl, der drømte gyldne Syner om
56*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
