Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober 1908 - Henri Nathansen: Den lykkeligste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
814
Den lykkeligste
Han hørte Schou tale om Penge . . Penge . . lod ham
tale. Troede mon Schou, at han virkelig havde villet laane
de 400 Kroner? Hvor underligt — det syntes ham nu saa
fjernt og latterlig umuligt, at han havde ment det som andet
end en kaad Spøg. Og saa havde han dog bedt i fuldeste
Alvor. Saa ussel maatte man altsaa lumpe sig for stakkels
400 Kr. Saa fattig var altsaa Verden. Og saa undrede man sig
over, saa ussel den var!
Jeg forstaar overhovedet ikke denne Ligegyldighed for
Penge", kom det saa med Eftertryk fra Schou, der var naaet
til Slumingen af en lang Passage. „Penge er jo kun
Omsæt-ningsmidlet . . det, der i Virkeligheden omsættes, er Løfter,
Arbejde, Fremgang, ja. Ja, selv om Penge i sig selv ikke er
noget absolut Ækvivalent — f. Eks. for et Arbejde som dit",
indskød han med et spydigt Blink, „saa er det dog det eneste
gyldige Betalingsmiddel, som selv du fordrer som din Ret,
og du kalder din Kontrahent en Pjalt, hvis han skylder dig
Penge og ikke kan betale."
Ja vist har du Ret", sagde Lynge med et Nik. „Det har
altid den, der kan betale. Men hvis du nu var den arme, der
skyldte og ikke kunde betale?"
„Det Tilfælde kunde aldrig foreligge", smilede Schou.
„Saa skyldte da — og ikke vilde betale!"
Fuldmægtig Schou rynkede Brynene og tav. Lynge hørte
endnu sin Stemmes hæftige Klang og følte sig fattig og forladt
i Sjælen. Men han lod, som intet var sket, og saa ligegyldig ud
i Raadhuspladsens aabne Sollys. Da hørte han et Fløjt fra
Jærnbanen . . kom til at tænke paa den Dag i Bristol . . paa
Musse, der havde elsket ham for alle 400 Kr. . . hun, som
selv var en Veksel, der løb, omsat og atter omsat. Og han følte
et Stik af Smærte og Had mod disse kolde Huse og Hjærter,
det Ansigt, der gik ved hans Side, Landets Ansigt, saa nærigt,
saa borgerligt og hjerteraat. Og det løste sig op i ham og i en
Rus af Skadefryd og vanvittig Afmagt udbrød han:
„Schou, Schou — forstaar du da ikke, at jeg i dette salige
Minut er fyldt af Livets overstrømmende Glæde!" Han saa ind
i Schous Øjne, der stod stive af Forundring. „Der er faldet
nogle Hundrede Kroner ned til mig fira Himlen, et Legat,
forstaar du. Jeg er en lykkelig Mand, jeg skal rejse, jeg vilde i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
