Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1908 - Nicolai Blædel: Jesuskultus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
912
Jesuskultus
fremkaldes, som faa kan gøre Rede for, men som magtstjæler
alle. Netop alt det rent magiske ved denne Handling forlener
den med et særligt Præg af det guddommelige — tag det væk,
og hvor mange troende vil ikke føie, at det er selve Sagen, der
tages bort.
Den særlige Glorie, som mange ser om Præsten, beror ogsaa
paa, at han i første Række er den, der forstaar og forretter den
for andre uforstaaelige Kultus. Han er Aandernes og Gudens
fortrolige. De første Præster var Troldmænd. De sidste vil være
af deres Slægt. Den protestantiske Præst, der messer over
Kalken med Jesu sande Blod, han er en ægtefødt Ætling af
Arabernes Dervish og Mongolernes Schaman.
Det er som sagt forstaaelig^ at Liberalismen vil bevare alle
disse Religionernes magiske Virkninger. Men om noget Sted,
saa har de her den moderne Tænkning til Modstander. Et
Karakteristikon for vor Tids Tænkemaade er dens Evne til Analyse,
til Opløsning. Maalbevidst bør Kritikken rettes mod al den usunde
Overtro, der er gamle Vaners og Traditioners Resultat.
Was gestern noch Religion war, ist es heute nicht mehr, und
was heute ftir Atheismus gilt morgen für Religion (Feuerbach).
Da Strausz skrev Leben Jesu og heri fordrede en Betragtning
gennemført, der byggede paa psykologiske Love, vendte Kirken
alle sine Vaaben mod denne Vantro. Men Strausz’ Bog levede,
og en Dag saa man, at Kirken selv havde taget Forsvarsstilling
paa den Skanse, som Strausz byggede.
Det er kun eet Træk af en Bevægelse, som har fortsat sig
inden for Kirken siden Reformationen. De reformatoriske
Kirkesamfunds Historie viser en stadig Vigen fra Skanserne. Det
synes nu, som om det er den sidste Stilling, der skal kæmpes
om. Fra alle Sider klamrer og vil man klamre sig fast til den
Tro, at Mennesket Jesus er Guds Aabenbaring og den, som har
befriet Mennesket fra, hvad man kalder Synd. Den er en
urimelig Tro, der i Konsekvens og Logik staar langt bag den
gamle ortodokse. Men den forsvares med den Hensynsløshed,
hvormed der altid kæmpes om den sidste Skanse. Naar den en
Gang bliver taget, da synes der at maatte ske et stort Fald.
Nicolai Blædel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
