Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1908 - Ove Jørgensen: Overgangen fra Drama til Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
922
Overgangen fra Drama til Skuespil
genden lagt i Munden paa de syv vise, og dens reneste Udslag
finder vi hos den Gud, der i de Tider mere end nogen anden
var et Brændpunkt for Landets religiøse Bevægelser: Apollon i
Delfi. Legenden fortalte, at da de syv vise var samlede i
Delfi, ridsede de hver en Indskrift paa Tempelvæggen som et
Offer af deres Visdom. De fire indskrænkede sig til et Epsilon
(forklaret som en Opmærksomhed til Apollon: E = du er),
men de tre fastslog hver i sin Form Loven for Grænsen
mellem Menneske og Gud. De tre berømte Indskrifter lød: „Kend
dig selv" (d: Kend Menneskets Begrænsning; senere misbrugt ar
„Sokrates" som en Opfordring til indtrængende Selvbetragtning),
„Ingen Overdrivelse" og „Sikkerhed — men ved Siden af staar
Ate." Det sidste Ord udtaler, at selve Tryghedsfølelsen hos
Mennesket er et Indgreb i Gudernes Magtsfære og nedkalder
deres Straf.
Hos den berømteste af de syv vise, Atheneren Solon
(Ar-chont 594) kan vi endnu se det sjette Aarhundredes Etik i
dens reneste Form. Et Lykketræf har bevaret et langt Digt at
Solon, hvis første Strofer lyder: „Mnemosynes og Zeus’ smukke
Døtre, Muser fra Olympos, hør min Bøn! Giv mig fra de evige
Guder lykkelig Rigdom og fra alle Mennesker altid at have et
godt Navn, saa at jeg er mine Venner sød og mine Fjender
bitter, værd at agtes af min Ven og min Fjende en Skræk.
Penges Besiddelse er min Lyst, men eje dem med Uret vil jeg
ikke. Det har altid endt med, at Retten kom til sidst. Den
Rigdom, Guder giver, bliver hos Mennesket fra Pengeskrinets Bund
til dets Rand, men den, man opnaar ved Hybris, den gaar ikke
den lige Vej, men bøjer sig for Lysten til Uret, og den følger
uvillig med. Og snart blandes Ate med Lykken: Det begynder
som en lille Gnist, i Førstningen agtes den ikke, men til sidst
gør den Fortræd. Thi Hybris’ Værker lever ikke længe blandt
Mennesker. Men Zeus vaager over, at al Ting gaar sin Gang,
og pludselig spreder han Skyerne som Foraarsstormen, der
oprører det golde Hav fra Grunden og hærger de rige
Hvedemarker, til den naar Himlens stejle Gudeborg og atter viser det
rene blaa: Solens Glans lyser over den bugnende Jord og ingen
Sky er mere at se. Saaledes kommer Zeus’ Straf, og hans
Galde kommer ikke saa hurtig i Kog som en dødelig Mands,
men slippe fri kan den formastelige aldrig: Sikkert kommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
