Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1908 - Ove Jørgensen: Overgangen fra Drama til Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
923 Overgangen fra Drama til Skuespil
Straffen en Gang. Den ene maa bøde straks, den anden siden,
og hvis den skyldige slipper fri og Gudernes Moira ikke faar
ham indhentet, saa kommer Straffen dog til sidst: Uskyldige
maa bøde for hans Gerninger, enten hans Børn eller Slægten i
sene Tider."
Ganske den samme Tankegang finder vi hos Aischylos og
Sophokles, og ud fra denne Etik begriber vi, at det græske
Sagns uudtømmelige Skatte kan indgaa som et Led i
Dionysos-festens Gudstjeneste. Det græske Epos’ Beretninger er en
uafbrudt Kæde af overmenneskelige Kampe mod den uskrevne
Gudelovs snævre Grænser. Blodskam og Brodermord,
Tempel-skænding og Ligran gaar som et hærgende Uvejr gennem det
lidenskabelige Folks Historie, og i denne Blodpøl vælger de
fromme Digtere deres Tekster for at vise, hvordan Zeus’
Indgriben kommer straffende og rensende som Foraarsstormen hos
Solon og Dionysos i Sophokles’ Antigone. Og ligesom den
fromme Solon finder en sikker Trøst i, at Børnene bliver
straffede, selv om Faderen gaar fri, ser vi i Athens Tragedie den
dybe Følelse for Slægtens solidariske Sammenhøren, der præger
den ældre græske Religion. Derfor kan Labdakidernes og
Pelo-pidernes rystende Slægtstragedier Gang paa Gang give Aischylos
og Sophokles deres Emner. Den ejendommelige Forestilling om
Børnenes Straf hænger sammen med, at Grækerens
Udødelighed i det sjette Aarhundrede beroede paa de Ofre af
Levnedsmidler, Efterkommerne bragte paa hans Grav. Først naar Slægten
er ude af Stand til længere at bringe Offeret, er den døde død, som
det hedder i et uoversætteligt Aischyleisk Pragtvers. Disse
Forestillinger møder os med deres fulde Styrke i Aischylos’
Choe-phoroi (Kvinderne, der bringer Gravofferet: 458), hvor Dramaet
udspilles paa den myrdede Agamemnons Grav, og hvor den døde
Konge, skønt han ikke optræder, leder og bestemmer hele
Handlingen. Orestes og Elektra, der trues af Undergang, gaar til
Faderens Grav, og Datteren tilraaber den Døde: „Fader, hør mit
sidste Raab og se op til dine Unger, der sidder her paa din
Grav. Hav Medynk med din Søn og din Datter og udslet ikke
Pelopidernes Sæd. Saa længe den er i Vækst, er du ikke Lig
selv efter din Død: Thi Børnene er den dødes Redning; de er
som Floddet, der bærer Dybets Garn." Endnu tydeligere taler
Orestes, der ligefrem retter Trusler mod Faderen: „Hvis du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
