Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENE MENE
I
Døden havde paa mange Aar ikke selv gæstet Danmark. Dér
husede og huserede kun hans tusinder af Tjenere.
Det var de vævre Ildebefindender, der springer listigt paa og
altid lader en hemmelig Skade blive efter at de selv er borte.
Det var tunge, sløvende Sygdomme, der rider Menneskene
som Marer og stirrer dem ind i Øjet, til de kuldner.
Det var Farsoter, som kaster Folk om Kuld og jager dem
Feberen i Kroppen.
Det var alle de snigende Syger. De suger Menneskene for
Hjærtet, indtil Sindet er bleven tomt og Kinderne blege; de lister
stille efter os ved Dag og ved Nat, lader samme lille Mislyd
skurre fra Døren, der knirker, Billedet, der hænger skævt,
Menneskene, vi skal leve sammen med, indtil selv den stærkeste
bukker under.
Alle tjener de Døden uden at vide, hvad de gøre.
Han véd et Stykke videre og kom nu en tidlig Sommermorgen
igen til København.
Under sidste Krig og i Aarene derpaa havde Døden været
længe i Danmark; men det forstod han af Folks Tale i Toget,
han var kommen med, at den Krig og den Tid for den yngre Slægt
laa Aarhundreder tilbage.
Med en vis Glæde kendte han dog Banegaarden og Toghallen
igen; det var altsammen uforandret.
Tilskueren 1908 66
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
