- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
948

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

948

Mene mene —

Men da han gik videre ad Vesterbrogade og naaede
Raadhuspladsen, følte han sig fuldkommen fremmed.

Der var intet tilbage af, hvad han mindedes, Bøndervognene
paa Halmtorvet, Voldenes grønne Træer, saa vidt Øjet kunde
række, Vejrmøllerne med de lange Vinger, Freden i de smalle
Gader langs Voldskrænterne. Borte var det, altsammen, som det
jo maatte være i et Land, der efter Evne var fulgt med i det, man
kaldte Udviklingen.

I fint Solskinsvejr vandrede Døden med stigende Forundring
over Raadhuspladsen gennem Frederiksberggade, over
Gammeltorv og gennem Nørregade ind i Ørsteds Anlæg.

Der satte han sig paa en Bænk for at hvile lidt.

Det var jo en rigtig moderne Park med grusede Gange og
Billedstøtter og spraglede Blomsterbede.

Et forelsket Par passerede forbi og saa hinanden ind i Øjnene;
overmodige Børneskrig lød fra Legepladserne bag Dødens Ryg:
hans Øjne svævede lidt usikkert omkring.

Da faldt hans Blik paa Rækken af Bygninger lige over for,
og der sprang ham noget bekendt i Øjnene. Flere af de Huse
stod aabenbart endnu fra Krigens Tid.

Ja, dér laa det, som hans Erindring søgte, — uforandret, med
sin Altan paa tredje Sal.

Ad de Trapper var Døden vandret i de gode gamle Dage, da
han havde vundet Danmark saa oprigtig kært.

Hans Tanker smuttede ind i det lille fire Fags Hus paa den
anden Side Parkens prangende Jerngitter.

Tiden! Døden kendte denne graa Gudinde. Hun kaldte sig
hans højre Haand; men Døden kunde ikke lide hende. Hun
smuldrede hen, viskede ud, gjorde alt det umærkeligt, som
Dåden vilde have tydeligt og klart, til at fatte og forstaa. Snigende
Sot og Syge var hendes bedste Selskab; men Døden holdt af den
aabne, klare Vold.

Det Hus derovre gemte Minder om Tilskikkelser, der kunde
splintre som Lyn og slaa til Jorden som Uvejr, men ikke
undergravede baade Jord og Sten med evindeligt sivende Væde.

Siden den Gang havde Tiden puslet rundt omkring det smalle
Hus, baade over, under og paa Jorden. Og stod end Murene, og var
end Rummene bevarede, ja, selv om de samme Mennesker havde
boet der endnu med de samme Møbler paa de samme Steder, saa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0986.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free