- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
949

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Mene mene —

949

vilde Lyset i Stuerne have været et andet, og Luftens Lyde stemte
i en anden Tone end dengang, efter Krigen, da den blege Fru
Christine kunde sidde ved Vinduet med sin Arm paa
Vindues-puden og se over mod Trætoppene paa Volden.

Hvad var det vel for Mennesker, som Tiden nu havde anbragt
paa den tredje Sal, hvor Værelserne havde rummet en
Uendelighed af Stemning? Og i de andre Lejligheder i det lille Hus, hvor
dengang ingen af Beboerne var fremmede for de andre?

Døden saa i et af Vinduerne en lille Bordgrammofon og
maatte smile paa sin sammenbidte Maade — det var sikkert nok
symbolsk med denne Budbringer fra alt det Liv, som ikke kom
indefra og som dræbte Stilheden.

Stille havde der været i de gamle Huse bag Nørrevold i
København.

Og hvor havde Døden ikke holdt af dem!

De var opstaaede efter en Ildsvaade, og det en Ildsvaade af
den Art, som Døden kunde lide. Ikke en Smule tilfældig
Ildebrand, fordi en drukken Snedker var kommen til at vælte en
Limpotte; nej, en Brand for Fjendens Skyts, medens
Befolkningens egne Kanoner fortvivlet havde dundret fra Voldene.

Da havde Døden staaet paa Rundetaarn og set ud over Byen i
Flammer, med Kirkespiret, der stod i Luer, vaklede og derpaa
sagtelig gled ned i Ildhavet, som Masten af det forliste Skib
synker i Bølgerne.

Det Gys, som dengang gik igennem Menneskene, var efter
Dødens Hjerte; den Rædsel, der stivnede Sindene i en Nat, som
Tilintetgørelse belyste, var noget, han forstod; den
Sønderknuselse, som blev til Harmens spirende Vilje, bevægede hans
Inderste. Og af de sværtede Brandtomters Forvirring havde der
langsomt rejst sig Huse, som i hver fattig Sten fortalte om
Mennesker og deres Kamp med Livet eller Døden, hvad man nu vilde
sige, for det betød det samme.

De smalle Fag og snevre Trapper, låve Lofter og trange
Gaarde var skabte af det, som var bleven reddet fra Ulykke og blevet
til i Ulykke.

I Vindueskarmene stod om Vinteren Zwiblerne i Glas; paa
de smaa Stuers Vægge hang Billeder fra Krigens Tid eller af

66*

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0987.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free