Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
950
Mene mene —
kære afdøde, som om Foraaret blev smykket med grønne
Kranse ; der blev arbejdet tavst og uden Forventning om Løn den Dag
i Morgen eller over Morgen, medens Stadsestuen stod forladt
og kold undtagen paa de hellige Dage.
Krigen, Dødens gamle Ven og Tjener, havde lukket de
Menneskers Munde for overflødig Tale; den havde stirret dem
Overmodet ud af Øjnene og forstaaet at dugge deres Blik i Medfølelse
og Sorg; den havde vist dem, at der kommer Dage, hvor den
enkeltes Trods og Selvglæde og Egenkærlighed intet mere
udretter, men man maa søge hinandens Hænder og saa dog bede til
sin Gud et Stykke endnu derudover; den havde lært dem at
arbejde i usynlig Takt med andre og, om fornødent, i bitte smaa
Skridt og under pinende Afsavn; den havde faaet dem til at bære
Byrder frem, som ikke blot kunde pine Sindet, men ogsaa gnavede
paa selve det kære Skind.
Krigen havde været dem den store Tugtemester og Lærer,
som Døden havde kendt ham for fra Tidernes Morgen.
Døden huskede en Nat i Krigens Tid. Han havde netop
vandret i de stille Gader langs med Nørrevold og var tilsidst gaaet
op paa selve Volden.
Det var langt hen i April, og Foraaret brød i Luften.
Døden satte sig under et hundredeaarigt Træ, der bugnede
af Knopper.
Om Foraaret slaar alting med Nakken ad Døden og vil ikke
kendes ved ham. Naar Safterne stiger i Naturen, i Dyr og i
Mennesker, fødes en ubændig Trang til at bryde ud og omfavne og
trodse. Og det betyder intet, om det er bleven Nat og mørkt og
koldt. Paa den Tid er der et Lys, som ikke ses, og en rugende
Varme i alt det, som lever.
Døden kendte dette korte Overmod og snart forødte
Overskud gennem tusinder af Aars Erfaring.
Hin Nat sad han blot ganske stille og lyttede.
Ingen kan høre som Døden.
I hans hule Øre koger alle Sjælelyde, lige til Menneskets
allersvageste, skælvende Anelse.
Krigen holdt nu Menneskene fangne og tvang dem til at tænke
Tankerne paa Afsavn og Lidelse, Ansvar og Offer. Trofasthed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
