- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
952

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

952

Mene mene —

Hun beroede i sin Mands Kærlighed saa selvfølgeligt som
et Legeme i sit Tyngdepunkt. Hun havde givet ham alt og gav
ham det hver eneste Dag, der gik, ned til de mindste Ting,
vilde give ham sit Liv med Glæde. Kun i faa Aar havde de levet
sammen og var saa unge, begge to; deres Liv var bestandig nyt
og havde Lov til at være deres eget. Hans Stilling var beskeden
og uden Forpligtelser overfor andre end for dem selv og deres
Barn, og dog kunde han med Aarene naa det højeste. Fremtiden
laa for dem som en skøn Vej, der stod dem aaben langt ud i det
fjerne, men som de slet ikke endnu brød sig om at vandre.

Døden betragtede den sovende unge Kvinde, en ung Moder,
der var en ung Mand den mest hengivne Hustru.

Var det mon ikke det, Livet kaldte sin Fuldkommeise?

Længe blev Døden siddende ved Fru Christines Seng; men
da det lysnede bag Gardinet, var han borte.

Og faa Timer efter tog han, ved sin Tjener Krigen, Fru
Christines Mand, medens Solen skinnede, og den unge Mands
hele Væsen var opfyldt af Viljen til at trænge frem med Magt og
føre andre Mænds Viljer med sig.

Med inderlig Glæde mindedes Døden Aarene i Danmark efter
Krigen.

Dejligt var Fru Christines Blik.

Hvis Døden havde været Maler, han vilde have søgt at
forevige det, ti det havde Evigheden i sig. Det var langt ud over
Forkrænkeligheden, der skifter Form og Farve, saa at et levende
Menneske, som det hedder, ikke er til at kende igen af Ydre eller
Indre efter en lille Menneskealders Forløb.

Fru Christine havde vundet det, som bestaar, fordi det har
gennemtrængt et Menneskes Sjæl og Legeme med en Kraft, der
overvinder al Skrøbelighed og Omskiftelighed.

Hun var naaet dertil igennem Fortvivlelse, efter at have
forbandet Døden. Hendes Barn, hun vilde have ofret det uden
Betænkning, for at faa sin Mand igen. Hun havde raset imod
Krigen. Hun havde haanet Fædrelandet, for hvis Ære han var
faldet — kun for dets Ære, uden nogen Nytte, i en paa Forhaand
haabløs Kamp. Hvor meningsløst! Hvor latterligt! Og i det hele
taget hvor barbarisk at hidse Mennesker med Vaaben i Haand

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0990.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free