Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mene mene —
953
imod hinanden, Mennesker, som havde dem, de elskede, og som
blev elskede igen med en Kærlighed, der maatte dræbe, naar
de ikke var mere.
Men Døden havde set det gennem Aarhundreder og hos alle
Folk, at en Kvindes Sorg over den, hun virkelig elsker, har ikke
Lidenskabens Selvviskhed. Den har Evnen til ikke at kunne
miste, til at ville beholde og øge sit Kærlighedens Pund i stigende
Aagren.
Døden havde taget Fru Christines unge Elskede; Døden
havde hindret Tidens Rottetand i at prøve paa at gnave deres
Kærlighed; Døden havde ladet Krigens Sørgeklokker lyde over det
hele Land, da han gik bort.
Men den Klang havde hidset Fru Christine og gjort hende
vild, syntes hende at øge hendes Sorg ved at lægge den blot for
andre Mennesker.
Hun vilde have ruget ene over sit Tab. Ingen anden skulde
have haft Lov til at sørge over hendes Mand end hun. Han kom
ikke de andre, ikke Landet og Folket ved, hun alene havde ejet
ham, og hun alene med sit Barn vilde græde over ham. Hun
var skinsyg paa de andres Medfølelse, paa den hele Luft af fælles
Sorg omkring hende. Hvor turde noget andet Menneske ville
have et Begreb om, hvad hun havde tabt, det umaalelige, for
hende selv ufattelige!
Men lidt efter lidt maatte Hadet i hendes Sorg svinde, Hadet
til Krigen, til Døden, til den Gud, som hun ikke mere vilde
an-raabe, fordi han saa bittert havde skuffet hendes Tiltro.
Medens Fru Christines Mand levede, havde hendes
Tilværelse svinget om hendes Kærlighed i urokkeligt trygge
Pendulslag ; selv Ulykkens voldsomste Stød kunde ikke i Længden
forstyrre denne Ligevægt, fordi den ikke kunde ophæve det
uforanderlige Tyngdepunkt i hende selv. Omkring sin taknemmelige,
uforgængelige Kærlighed maatte hun naturnødvendigt tilsidst
svinge i Ro.
Og en skenne Dag, da hendes lille Dreng var lagt i Seng,
og hun sad alene i Mørkningen, i sin Stue ud mod Volden, blev
hun grebet af Skamfuldhed. Hun følte sig som den, der havde
været i uværdige Følelsers Vold. Hun var nær ved at gaa hen og
trække Gardinerne til for de blege Ruder, der syntes hende at se
som Øjne ind i Stuen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
