- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
954

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

954

Mene mene —

Kunde de ikke hviske til Menneskene om, hvad de havde set i
denne onde Tid?

Hun undsaa sig og ønskede, at andre ikke skulde tænke
daarligt om hende for hendes afmægtige Bitterheds og hidsende
Længsels Skyld.

Stille smeltede denne Kvindesjæls store Kærlighed alt Had
og al haabløs Pine, al brændende Trang mod det forgængelige og
al snever Hensynsløshed mod andre Mennesker.

Da blev det Smertens Brus, der laa i Luften om hende, til en
Lise for Fru Christine. Da ledte netop den store Fællessorg
hende over til andre Mennesker i Kærlighed og til deres Kærlighed.

Det Hus, som Fru Christine boede i, var hendes Mands
gamle Forældres.

Dér havde han villet vide hende og sit Barn, efter at de havde
maattet flygte for Fjenden, og medens han var i Krig.

Aldrig vilde hun nu forlade denne tredje Sal, hvor de gamle
boede nedenunder. Der knyttede sig altfor mange levende
Minder til disse Stuer og Trappegange og til Udsigten fra disse
Vinduer med smalle Karme.

Hvor ofte var ikke under Krigen den gamle Mand kommen
op der nede fra og havde gjort sig et Ærinde, blot for at kunne
trykke hendes Haand og klappe hende stille paa Skulderen, naar
han gik igen. Da stod hun i Døren, medens han steg ned ad
Trappen, og nikkede til ham og følte, hvor uendelig meget mere
Tavshed kan sige end Ord.

„Tak, Bedstefader og hils; jeg kommer lidt ned siden!" —

Dér havde han staaet, paa den Plads tæt ved Døren i hendes
Dagligstue, sammen med den Mand, der bragte Dødsbudskabet:
hun havde rejst sig fra sit Sybord.

Skulde hun nogen Sinde kunne flytte fra den Stue, som gemte
dette Minde? Den maatte være hende hellig, som selve hendes
Mands Grav.

Kærligt havde de to gamle Mennesker baaret Selviskheden
i hendes Sorgs første Tid. Taalsomt havde de set deres velmente
Forsøg paa at lindre blive skubbede til Side, ja næsten ringeagtede
og optagne med Krænkelse. De havde taget det som dem, der
havde levet længe nok til at forstaa Utaknemmelighed og har
Kærlighed nok til at tilgive den.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0992.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free