Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mene mene —
955
Som manende Stemmer talte fra alle Væggene i det gamle
Hus Minderne herom til Fru Christine, og hun
følte"Taknemmeligheden over, at der blev levnet hende Lejlighed til det
lykkeligste af alt, at gøre Uret god igen, inden det er for silde.
De gamle Folk havde levet deres Arbejdsdag til Ende. Og
over deres Aften var Solnedgangens Stilhed og Ro. De
mindedes meget, der laa fjernt, og glemte mangen Plage, som laa nær.
Krig og Død havde været dem som Havets Melodi, der altid
lyder i deres Øren, der bor ved Søen. Deres Liv var naaet fra
Brandskæret i Aarhundredets Begyndelse gennem Julidagens
Jubel i dets Midte til Februarnattens Isslag mod dets Slutning.
De kendte Tilskikkelsens Højhed og den Styrke, som vokser
af Prøvelse, og de havde fundet Livets Indhold i deres eget
Indre. Deres Hjem var den Lade, hvori de havde bjerget alt det,
de havde kunnet fravriste Livet; det fortalte hver Erindring og
hvert et Stykke Møbel, hver en Tanke og hver Betoning, hele
deres Tilværelses dybe, rolige Aandedrag.
Fru Christine gled med sit Barn ind i dets Bedsteforældres
Verden som dens naturlige Fortsættelse.
I det Hjem, hvorfra hendes Mand var udgaaet, for det Land,
som han havde ofret Livet, gennem det Barn, som var hans og
hendes, vilde hun nu bringe sit Liv som Indsats — saaledes
Haand i Haand med den, hun havde elsket, indtil Døden.
Døden maatte altid inddele Menneskene i dem, der kunde
se det usynlige, og de andre. De andre var de fleste; men til
Tider blev deres Horder trængte tilbage af de seendes Glavind.
Saaledes i Danmark efter 64.
Dengang tog Landets Døde Del i Landets Liv og bestemte
dets Handlinger, Genrejsningens Handlinger.
De var med i de troendes Bønner mod Himlen og i
Kundskabens Slaaen Portene op mod den store Verden; de stod
bagved Handelsmandens Kalkyler og Bondens Rydden Hede; ingen
Sinde forstod man bedre, at et Folk netop ikke var alene de
tilfældigt nu levende Mennesker.
Og dengang ærede man Døden.
Man betragtede ham ikke som en Skraldemand, der kører
Livets Affald bort, og som man smed ned ad Trapperne, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
