- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
956

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

956

Mene mene —

han vilde falde paa at gaa ind i Stuen, for at tale med. Man turde
nævne hans Navn, uden at Hoben peb fornærmet i Fingrene,
eller Digtere søgte at faa det listet bort i Ord og under tusinder af
Blomster; man bød ham netop ind i sit Lønkammer, for at lytte
til ham, naar der var stille, og hans Røst ikke kunde overdøves af
al Menneskenes tusindtungede Adspredelse.

Ved hans Haand vandt Fru Christine det Liv, som er
befolket af saa meget ud over det, der ses, og som
gennemstrømmes af et uforgængeligt Lys.

Omkring Fru Christines egen Verden laa det usynliges store
Rige, hvori hun færdedes som blandt Mennesker. Der hentede
hun Kraft til sin Gerning for sit Barn.

Titusinder af fine Veje førte derud, Erindringernes og
Handlingernes Veje, ved hans Haand, som ikke var mere, og i hans
Aand. Talløse var Stierne ind i andre Menneskers Hjerter, til
Samfølelse, Overbærenhed, fælles Haab; og der var dem, som
førte ud til den store Betragtnings uendelige Oceaner, fra hvis
Strande hun vendte tilbage styrket af den fuldkomne
Underlegenheds Fortrøstnig til det stærkeste.

Den Vinter, Ængstelsen sled hende, det Foraar,
Fortvivlelsen sugede hende, havde gjort hendes Legeme svagt.

Hun.værgede sig, det bedste, som hun kunde, af Hensyn til
sit Barn og sin Pligt.

Men naar i barske Vintre Hosten overfaldt hende, naar hun
efter en overanstrengt Tid følte Svaghed komme listende, som
kunde gøre hende til Bytte for lurende Syge, lukkede hun ofte
Øjnene og smilede.

Ti hendes Svagelighed var hende kær, som alt, hvad der hang
sammen med ham, hun havde elsket. Den var hende i sin Smerte
et sidste legemligt Baand mellem hende og ham. Stundom, naar
hun længe havde følt sig legemligt helt vel tilpas, kunde hun
ønske sin Skrøbelighed hid og var lykkelig, naar den kom med sin
Pine.

Saa var det om Vinteren, en ti-femten Aar efter Krigen.

Fru Christine følte sig mærkværdigt lykkelig, uden et Ønske,
og dog som opfyldt af en stor Forventning. Hendes Søn, som nu
var en Yngling, gik fremad paa alle Maader, og han var endnu

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 12:35:53 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0994.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free