- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
958

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

958

Mene mene —

Raadhustaarnets Klokkespil slyngede drønende Tiden ud over
mange Folk, der travlt krydsede hinanden paa Gaden eller fyldte
op i Kaféerne paa alle Torvets Hjørner.

Vejret var blændende. Et prangende Solskin hvilede over alle
Ting, lige ned til den støvede Hestegødning paa Asfalten.
Himlen var helt poleret blaa. Der blæste en let Vind, som flk det
blanke til yderligere at spille og glinse.

Og Døden syntes, at alle Mennesker stirrede ind i denne
stikkende Sol, som om den aldrig skulde blegne — fra de
pyntede Damer i Herskabsvognen til Sandwichmanden, der
vandrede af Sted med sin Plakat paa Ryggen og en dampende Cigar
i Munden.

En munter, livsglad By vilde vistnok mange sige.

Men for Dødens fine Øre skurrede Luften helt af allehaande
urene Lyde i en svimlende Bølgen, der næsten flk det til at
kvalme for ham.

Var det Fru Christines Land?

Paa Døden virkede disse livlige Mennesker sørgmodigt, som
optagne Spillere, der stirrede mod det belyste grønne Bord. med
en Guldskilling eller en Kobberslant i Haanden.

Der var ingen trofast og tilfreds Arbejdssurren og
Arbejds-snurren i Luften, ingen hyggende og samlende Tone. Men som
Lyden fra en kæmpemæssig Stemmegaffel dirrede der igennem
alt en forfængelig og misundelig Klang af Egenraadighed og
Penge.

Og saa ramt der lugtede af Liv!

Netop ramt!

Døden holdt end ikke i sin Tanke af at tale ondt om Livet,
som hvis Fjende han altid blev udskreget. Men i og for sig var
Livet dog lidet tiltalende og havde en stram Lugt af Stofskifte og
Formering, hvor ofte man ogsaa vilde gentage den taabelige
Snak, at det først var Døden, som flk det til at stinke.

I nogle tusinde Aar havde Døden været tvungen til at
beskæftige sig med Livet og kunde ikke forme sin Opfattelse deraf i
andre Ord end, at Livet kun betød noget ved det, som overlevede
Livet. Af det store Forgængelighedens Hav ragede i Ve;ret de
Videnskabens og Kunstens, Moralens og Religionens Koraløer.
der havde rejst sig af Millioner døde. — Døden var jo ingen
Kristen, dertil havde han kendt for mange Religioner. De bar

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0996.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free