- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
966

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

966

Mene mene —

Juristen telefonerede Afbud til sit Kontor.

Det slog ham, at Tonen, hvori hans Besked blev modtaget,
med al Ærbødighed, havde noget i sig af Ligegyldighed; i den
store Forretning, som han havde faaet arbejdet op, var der nu
dygtige Folk nok til at varetage hans Arbejde.

Og midt i dette store Hjem, som han ogsaa havde skabt,
og hvor han nu sad ganske ene, greb der ham det samme
underlige Indtryk af at være overflødig. Med Tiden var hans Besøg
paa Forældrenes Grave bleven hyppigere og længere, og han gik
der alene. Medens hans Børn var smaa, tog han ofte med sin
Hustru og dem ud paa Kirkegaarden, Børnene havde følt sig
grebne af hans Fortællinger om dem, som laa der, og hans
Hustru dyrkede længe Graven paa en helt sværmerisk Maade.
Men Tiden viste, at det for hende og Børnene kun var
Stemninger knyttede til hans Person og at de blegnede, efterhaanden
som han var kommen til at betyde mindre for dem.

For ham selv kunde Forældrenes Grav aldrig blive
Stemning alene; men den hylledes dog Aar for Aar mere og mere i
en vis romantisk Fjernhed, der betog ham som et Drømmeland.
Han følte det, med stadig ringere Selvbebrejdelse, som en
Svaghed, der blev ham mere og mere kær, ikke mindst, fordi han
hverken burde eller vilde dele den med andre.

I Dag havde han netop siddet saa længe derude, som om
han var ganske død og borte fra den hele Verden — efter denne
uendelig triste Begravelse, han kom fra.

Præsten havde talt om det store Arbejde, den Afdøde havde
gjort for Ordningen af et nationalt, militært Værn. Og det var
rigtigt, Manden havde i Virkeligheden arbejdet sig til Døde. Men
inderst inde i hver eneste, som fulgte, saa langt inde hos mange
af dem, at de slet ikke vilde være ved, at det var sandt, havde
en nagende Stemme hvisket det Ord, som Fru Christines Søn kun
altfor godt begreb: Overflødigt!

Kisten havde været svøbt i Nationens Flag, der laa en Sabel
paa den, og Krudtrøg drev ind over Graven — Anakronismer i
Landet Danmark!

Og hvem forstod mere Præstens Tale om Fædrelandets ædle
Søn, der havde ladet Livet for sit Folk. De Ord havde kun en
Klang over sig af længst forsvundne og forglemte Dage.

Ti saa dum var Fru Christines Søn ikke, at han noget Øje-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/1004.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free