- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
968

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

968

Mene mene —

var kun det sociale Demokratis sidste Argument. Og de
besiddende havde selv forskyldt dets Anvendelse, fordi de burde have
sluppet Besiddelsen og overladt dens Forvaltning i alles Interesse
til det med den bredeste Visdom udrustede Demokrati. Dets
Argumenters Blod og Brand voldte ingen Ulykker og lagde intet
øde, de betød kun de mange kloges Opdragelse af de faa
uforstandige, der allerede sad inde med Uretten, fordi de var de faa.

Og overfor denne Kærlighed til de smaa, der vilde tage Krudt
og Bly til Hjælp ved sine Kærlighedsgerninger, stod de saakaldte
nationale Partiers Kærlighed til deres Penge og Velvære, hvor
det gjaldt Spørgsmaalet om Nationens Liv som Nation.

Underlige Former for Kærlighed! Fru Christine havde lært
sin Søn en anden.

Men alle Kulturkværnenes og Pengemøllernes Larmen havde
døvet dens Røst — ogsaa i hans egen Sjæl.

Døden saa’ ham rejse sig fra Skrivebordet og gaa hen at slaa
Altandøren til Side.

Nu vidste Døden, hvorfor den Mand boede her.

Han fulgte hans Blik ud over den moderne Ridesti og
Lege-tøjsboulevarden til Resterne af en Stadsgrav og en Volds brede
Trækroner, hvorimellem man kunde skimte Vingerne af den
allersidste naive gamle Mølle i Kongens København.

t

Fru Christines Søn stod længe og saa ud i dybe Tanker.

Naar hans Moder i sin Tid havde set over imod Træerne
paa en gammel Vold og holdt sin Drengs Haand i sin, var det
ikke Minder, der bevægede hendes Sind.

Hende havde Døden skænket en uhyre Realitet, som hun
holdt fast til sit sidste Aandedræt. For hende var Manden, som
faldt, Fædrelandet, der havde lidt og skulde genoprejses, Barnet,
som var hendes og hans og Danmarks, en uopløselig Treenighed,
som hun ofrede al sin Tilbedelse og sit utrættelige Arbejde. Hun
og Barnet sad i beskedne Kaar; men deres Tilværelse var fuld
af hellig Sorg, ukueligt Arbejde og umistelige Glæder, som de
skabte selv. Og den Kvinde kunde have staaet i en Vaskebalje fra
Morgen til Aften — hun vilde kun have følt den jernhaarde Vilje
til at trodse alt Besvær og ikke slippe sit Barn og Sorgen, som
var omgivet af en Glorie for hende; paa et Dødsleje af Pjalter

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/1006.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free