Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - Karl Madsen: Lorenz Frølich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lorenz Frolich
1015
sig træt, tog en anden fat; under Sange og Lystighed gik det
muntert fra Haanden."
Selve Billederne synes tabte, men Kunstnerne har gengivet
dem i de som „Mindeblade om den nordiske Høitid" udkomne
store og smukke Autografler. „1 disse Dage," beretter Lundbyes
Dagbog d. 16. Febr. 1845, „tegner Lorenz sine Guder her hos
mig, og jeg tegner Rammerne dertil. Ved Overtryk føres de over
paa Stenen1). I denne Række af majestætiske Gudebilleder, den
skønneste, det er lykkedes dansk Kunst at frembringe, viser
Frø-lichs Talent sig fra nye Sider. Maaske kan de lade noget tilbage at
ønske i Retning af Dybde i Karakteristiken og af Nordiskhed, men
samme Anke kan med Føje rettes mod Constantin Hansens 10
Aar senere Billedrække af Nordens Guder. Constantin Hansen
havde sin Styrke i Sansen for det plastiske og det monumentale,
men netop i denne Retning viser Frølich sig i sine Gudebilleder
alligevel som hans Overmand. De bedste af dem — ja, omtrent
alle — er Statueskikkelser, der udfolder sig paa Billedfladen med
meget rigere og finere Rytmik. Min store Respekt for Constantin
Hansen hindrer mig fra at anvende de Udtryk, der forekommer
mig at betegne hans Freir, naar den sammenlignes med Frølichs.
En anden ypperlig Fremstilling af Freir har Frølich givet i en
stor rund Karton, nu i Privateje i Aalborg. Men Freir-Skikkelsen
fra „Den nordiske Høitid" er en af de mærkeligste Figurer i dansk
Kunst, thi dens Stilling og Stemning fører Tanken hen til
Højrenæssancen, til Mediciernes Gravkapel, hvor den næsten synes
at høre hjemme ved Siden af Giuliano og Lorenzo. Det
michelangeloske skyldes dog ingen direkte Paavirkning fra den store
Mester, og ved Siden af det er der jo ogsaa noget andet og næsten
modsat, noget Thorvaldsensk, noget, der minder om den blide
Vemod i Statuen af Fyrst Potocki. Denne Forening af Kraft og
Ynde er et af de højst talende Vidnesbyrd om Frølichs store
Talent. Gennem Raderingerne til „De to Kirketaarne" havde Frø-
’) Dagbogsoptegnelserne har allerede været anførte i Kunstforeningens Bog om
Lundbye S. 270-71. Alligevel hedder det i P. Johansens nævnte Værk S. 72: „Lundbye
har her tegnet Odin, Frigga, Frejr, Freja, Brage, Ydun, Hejmdal, Ørvarodd, Holger Danske
og Stærkodd; Frølich har tegnet Thor, Balder og Loke"(ü). Efter P.Johansen „vides det,
at Lundbye var den, som fik Frølich til at tegne med Pen(ü), og det er derfor neppe
helt urimeligt at anse Lundbye for den, som har anslaaet Tonen i disse Kompositioner,
baade i den ene og den anden Henseende. I saa Fald faar denne, den danskeste af alle
Malere, ogsaa Æren for at være den første Maler, som har stillet Kunstens Forhold til
de nordiske Emner paa ret Kjøl ved at betone de simple og det folkelige som
Grundsynspunktet". Hvorfra mon P. J. har denne sin sære Viden og Tro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
