Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - Karl Madsen: Lorenz Frølich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1020
Lorenz Frølich
Skiolds, Uffes, Rolf Krakes sælsomme Eventyr og glimrende
Daad, den gamle Stærkodder, den unge Kong Erik, Stilheden i
Hakons Offerlund, den vilde Slagtummel ved Braavalla og
Svol-der, Livet og Døden, Solen over Fyrisvold og Natten ved Lejre.
Illustrationerne til „De tvende Kirketaarne" var
vidunderlige i deres Art, men Kompositionerne til Fabricius, som var af
en anden Art, havde en større Stil. Har der været rejst Tvivl
om Hensigtsmæssigheden af at overføre dem i
Gobelinsvævninger med legemsstore Figurer, gjaldt disse Tvivl dog aldrig selve
Kompositionernes Evne til at taale Forstørrelsen. I Henseende til
Mesterskab i Komposition kan inden for dansk Malerkunst vel
kun Marstrand sættes Frølich ved Siden. Marstrand har meget,
som Frølich ikke har, men Frølich har ogsaa noget frem for
Marstrand. Selv Marstrands friskeste og mest storladne
Kompositioner er overvejede og afvejede med en Omtanke, der sikrer dem
Holdning, Ligevægt, Ro og Anstand, men udelukker det
forvovne. Anderledes med Frølich. Rolf Krake og Harald
Hildetand farer lige bus paa os, for Næsen af os hopper Bue hin Digre
med løftede Armstumper over Bord. Det er overraskende. Men
det er udmærket. Og trods Frølichs Impressionisme er hans
Liniesans saa sikker, iat der kan uddrages nye og ypperlige
Kom-positionsregler fra hans Værker. I de bedste af dem er der mere
Brus, stærkere Fart, kraftigere Vingeslag end i alle andre
Frembringelser af dansk Kunst.
Han kendte Inspirationens Magt og havde Mod til at hengive
sig til den. Selv har han sagt: „Naar jeg blev greben af, hvad jeg
læste af Poesi (slet ikke al), formede det sig til Billeder, som jeg
gengav hurtig og levende. De var straks helstøbte, saa der i
Hovedsagen intet var at ændre paa dem." Han havde Evnen til at
begejstre helt og fuldt, og naar han nedskrev sine Billedsyner,
følte han sig lige saa varmt betagen som Oldtidens Skjalde, der —
efter Grundtvig — ikke fortælle „et gammelt Eventyr til Skemt,
men stirrer selv med Gru og Rørelse hen paa det store Sørgespil,
de afbilde".
Derfor har han kunnet give en Fremstilling af Hakon Jarl,
som ved Erindringen om Oehlenschläger ikke staar til Skamme.
Intet kan være mere udtryksrigt — og udtømmende —
fortællende end denne herlige Gruppe af den smukke Dreng, som med
Blikket stift hæftet paa det hæslige Afgudsbillede tyr ind til sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
