- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
1025

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - Lauritz Larsen: Josefa. En Historie fra Polakhuset

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

JoseTa

1025

lille, tynd Skikkelse, bleg og gusten i Huden, med en Farve som
vissent Græs.

Hun græd allerede paa Rejsen herop. Hun græd, da hun tog
Afsked hjemmefra. Hun græd i Toget. Hun græd, da hun var
kommen paa Gaarden, allerede den første Nat.

— Hun vil hjem igen! Det er, fordi hun ikke kan komme
hjem! sagde den tykke Barbara og lo haanligt, saa det flirede i
Mundvigene.

De boede alle sammen omme i Polakhuset. I en stor Koloni,
i et lille skummelt Udhus ved Siden af Bryggerset. Der lugtede
ramt som af fugtige Lagener, det slimede Murstensgulv var leret
af Snavset fra Træskoklamperne, og rundt i Hjørnerne laa der
Bylter af Klude, af vaade Skørter og spraglede Tørklæder. I det
ene Vindue en Stump af et Spejl; henne ved Døren en Dynge af
halvraadne Kartoffelskræller, og paa den anden Side, paa et
skiddent Fyrretræsbord nogle bulede Bliktallerkener, der næsten
aldrig var vasket af.

De laa to og to i Sengene; Josefa alleryderst ovre i Krogen.

Om Aftenen kunde hun se Fuldmaanen, hvor den hævede sig
op paa den dybblaa Himmel, hvor der ingen Stjerner var at se.
Den stod der saa stille, sejlende højt oppe, og Skæret faldt som
et Drys over Duggen paa Ruderne. Natten igennem laa hun og
tulgte den med store, vaagende Øjne — og græd, medens alle de
andre sov.. Snart højt, som hendes Hjerte skulde briste ...

Og snart med den tavse Graad, der rinder dybere, end hvor
Taarer er til.

Ja, lille Josefa græd.

Hun vidste ikke selv hvorfor. For hun havde ingenting at
længes imod. Men det var, som der sad noget og sugede ved
hendes Hjerte, sugede saa forfærdelig tærende langt, snørede
hendes Strube sammen og pressede i hendes Bryst, — og hun
bøjede sit Hoved ned i Puderne og hulkede. Hulkede.

Omme i en af de andre Senge var der en, der snorkende
brummede. Udenfor sad Vinden og læspede oppe i Træerne. Og
den strøg med sine Vinger hen over Ruderne saa dulmende blødt.
... Det puslede i Skræppebladene. Borte over Staldlængen var der
en Vindfløj, der peb ... Og alle Lyde tvandt sig sammen til et
Ekko af halvglemte Minder, der gav Taarerne Løb.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 12:35:53 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/1063.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free