Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - Lauritz Larsen: Josefa. En Historie fra Polakhuset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1028
Josefa
og halvaaben Mund. Hun kunde ikke røre et Lem. Hun gispede
tungt. Saa var der to af de andre, der maatte bære hende hjem.
Og fra den Dag kom Josefa ikke mere ud.
Hele Dagen igennem laa hun derinde i Sengen, naar de andre
var gaaet bort. Alene. Uden en hjælpende Haand. De fugtige
Madrasser lugtede ramt som nykalkede Vægge. Naar et af
Vinduerne stod aabent, kunde der pludselig komme en sødlig Duft
ude fra Regnfangsduskene. Af og til kom et Løvetandsfnug
langsomt drivende forbi Ruden. Efteraaret stundede til.
Men inde fra Sengen var der to Øjne, der stirrede ud —
ligesom gribende efter noget, der ikke kunde naas. Ubevægelige
stirrede de ud. Hele Dagen igennem. Ubevægelige, som om de
slet ikke saa.
Ude over Markerne samlede Skyerne sig sammen i taagede,
graalige Flokke. Af og til kom en Krage flyvende forbi med
svippende Vingeslag. Portlaagerne stod og klaprede ovre i Stalden.
Ude fra Engene lød Vibernes Skrig som en pibende Jamren —
stigende, faldende.
Josefa græd nu ikke mere. Hendes Ansigt var ligesom stivnet
og haardt som Sten. Alle Træk var visnede bort deri. Tynde
Rynker trak sig ned ligesom Sprækker i hendes Kind. Intet rørte sig
deri. Alle Haab var rundne ud. Hun havde ingen Skæbne mere.
— Josefa!
Naar nogen talte til hende, rystede hun blot paa Hovedet og
saa bort i Luften. Det sorte Haar laa omkring det blege Ansigt
ligesom et spejet Spind.
En Dag begyndte de andre at gøre Forberedelser til at bryde
op. De snørede deres Bylter sammen og pakkede ind. De stod og
vaskede ude i Gaarden. Og de laa og lo og pludrede om Aftenen,
naar de var komne i Seng.
En Lørdag Aften blev alt ryddet bort ude i Bryggerset. En
af Karlene havde en Okarina, og den spillede han paa. Og saa
dansede de derinde paa det stenlagte Gulv. Sinkerne hamrede i
Stenbroen ... Og ind imellem lød Barbaras Stemme, op over alle
de andres, hver Gang hun lo.
En af dem slog et Vindu op. Lydene stod som en Em ud i
Luften. Okarinaens Toner sukkede i den stille Aften, som om de
græd.
Den næste Dag tog de alle af Sted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
