Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Musikken i gudstjenesten
sikkens eneste forum; det var der
den fik sin utvikling. Senere har
den rigtignok saa at si emancipert
sig — antat mere selvstendige for-
mer som utvikledes under mere pro-
fan paavirkning. Men tiltrods her-
for vil selv disse former for kjen-
deren kunne opvise trek som be-
rer bud om deres tidligste oprin-
delse.
Forbindelsen mellem religion og
musik har faat sit smukkeste ut-
tryk i Davidssalmene, som til tide-
nes ende vil virke til trost og glede
for den gudfrygtige sjel, — saadan
som de gjennem tidene ved hjerte-
nes 0g stemmenes inderlige forening
har rort menneskenes dypeste stren-
ger paa en slik maate, at de synes
at fere deres sjele til selve himlens
port, — saa sier den engelske prest
G. Wauchope Stewart, hvis bok
»Music in Church Worship» jeg vil
benytte anledningen til at anbefale
som en bok der viser forfatterens
enestaaende forstaaelse for sit emne:
Musikken i vore gudstjenester
maa betragtes som en trinitet, idet
salmesangen, den liturgiske musik
og orgelpreludierne i samstemmig-
het skal danne rammen om gudsor-
det og forkyndelsen. Men da er det
ogsaa her en nedvendig forutset-
ning, at den inderlige forbindelse
mellem tekst og toner er tilstede.
Paa dette punkt ligger netop vanske-
ligheten for os kirkemusikere. Den
bestaar i at indpasse orgelspillet saa-
dan, at det fylder den plads det har
faat, uten at henlede opmerksom-
heten paa selve spillet som det var
en prestation. Med andre ord at
orgelspillet tjener gudstjenesten og
ikke behersker den. Det er en op-
gave som er sverere end man skulde
tro, og min personlige erfaring som
organist er den at opgaven stadig
blir vanskeligere, kanske fordi man
efterhvert lerer at betragte den dy-
pere og mere indenfra. Orglets ind-
183
sats under salmesangen og respon-
sorierne er det akkompagnerende
instruments; men samtidig er det
organistens sak at benytte dette her-
lige instruments virkemidler til at
understreke salmens eller responso-
riets tekstindhold, — vel at merke
saaledes at det tjener gudstjenesten.
Jeg anser det derfor for uheldig at va-
riere orglets klangfarver inden sam-
me vers, fordi det da let vil bidra til
at adsprede istedenfor at samle. Men
jeg anser det for likefrem forkaste-
lig naar organisten — hvad det des-
verre enkelte gange har veret an-
ledning for mig til at konstatere —
forsoker at reproducere salmens
bokstavelige indhold, f. eks. hvor
dette refererer til torden eller storm,
trompeter eller basuner, istedenfor
at strepe efter at gi uttryk for folel-
ser som indholdet vekker hos en
selv og antas at vaekke hos den del-
tagende menighet. Derfor: et lite
variert orgelspil (jeg hadde ner sagt
monotont) er-langt at foretrsekke for
nogensomhelst overdrivelse i den
retning. |
Det gjelder imidlertid her som
ved den liturgiske musik og ved valg
av orgelmusik til bruk i gudstjenes-
ten: et godt samarbeide mellem kir-
kens prester og dens organister er -
absolut nedvendig. Jeg antar det
kan ha sin betydning ogsaa for
presten at raadfore sig med organis-
ten i flerg spersmaal, f. eks. hvor
det gjelder salmevalg; det blir ofte
tat altfor litet hensyn til den valgte
salmes melodi, om hvorvidt den er
kjendt eller om den er brukbar til
fremme av menighetssangen. Hvis
ikke menigheten synger, mister guds-
tjenesten noget av det der skal bidra
til at styrke samfolelsen i kirken.
Nej, samarbeidet har desverre
ikke vaeret saa godt som det burde
mange ganger; prest og organist har
gaat hver sin vei, og det har ikke
veret til gavn for nogen av dem og.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
