Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af en enkelt Art V ædske, var hermed den
afgørende Fremgangsmaade given. Der maatte
tømmes paa Karret for at skaffe Ondet Afløb.
Sligt kunde foregaa opefter, nedefter eller ved at
biyde Hul hvor som helst. Voméren, Purgéren
og Blodaftapning bleve Datidens egentlige
Lægemidler.
Lægens Kunst bestod i at afgøre, naar det
rette Tidspunkt var kommet til at anvende et af
disse tre Midler, og i at bestemme, hvilket af
dem der skulde anvendes. Det var nemlig
urigtigt at ville skaffe Afløb, medens Vædskerne endnu
vare »raa«. Man skulde vente, indtil
Kogningen 4 havde fundet Sted. De skulde heller ikke
alle samme Vej. Galde skulde opefter. Slimen
derimod, der flyder fra Hjernen og let vil sætte
sig fast i Brystet, skulde nedefter. Blodet skulde
naturligvis udefter. Men hvor skulde der i saa
Fald slaas Hul? Det kunde kun Laggens Visdom
afgøre. Da imidlertid de virkelige Lægers Tal
kun var meget ringe, tog i Praxis Forholdet sig
i Reglen saaledes ud: De mange vædskefyldte
Kar trængte stadigt til at tømmes. Da det nu
ikke var Hvennands Sag at afgøre, om f. Ex.
Prikken i Brystet, Spænding i Underlivet eller
Susen for Ørene betød Slim, Blod eller Galde i
Overflødighed, saa gik man forsøgvis frem og
hældte Karret først paa en Led, saa paa en
anden, sluttelig ved Bartskærs Hjælp paa en tredie.
indtil der var kommen Orden paa Vædskerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
