Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
Der stod min ven. Ikke bare dypt alvorlig,
men tydeligvis ogsaa dypt bekymret paa mine vegne.
Han holdt sit blik længe festet paa mig, til han
endelig sa med et avgjørende nik:
«Et ord, Mark! Der er ved dette noget, jeg
siet ikke faar fat i. Det, du der citerte, er saa om
trent ordlydende med hvad du før har sagt. Det
synes mig hellerikke at gjemme paa noget dypere
indhold og dog, - saaledes som det blir fremsagt
av dig, er det nær ved at knuse mit hjerte!
Hvordan ... ja, hvordan var det nu? «En blåa
la gaa . . .» —?» .
Jeg ramset op for ham alle seks vershnjer, tra
begyndelsen av og med refrænget til. Og hans
ansigt lyste op som forklaret ved det, mens han
hørte paa.
«Nei, men saa morsomt,» sa han. «Det klinger
jo som den rene musik, saa glat henglidende! Aa,
si det om igjen bare engang til, saa tror jeg, jeg
kan det alt.»
Det gjorde jeg, og presten sa verset efter, mens
jeg bare hadde en eneste liten rettelse at gjøre. Der
paa var det han, som sa det frem paa rams, baade
en og to ganger. Og det underlige hermed var, at
dette fyldte mig med en livsalig fornemmelse
av, at en ulidelig byrde pludselig var veltet fra
mine skuldre. Alt det pinlige «trammelamlamlam» var
forsvundet fra min hjerne for at gi plads
for en følelse av uendelig hvile og fred. Der fødtes
sang paa mine læber, med et hjerte saa let, at
jeg trallet hoit i sky mindst en halv times tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
