Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
Frøken Hanna blev dødblek. Her møtte dem
noget, de ikke hadde tænkt paa; de hadde trodd
dette lidelsesverk forbi med den unge pikes død.
Nu forstod de, at det blev det ikk e, og de to
søstre blev først staaende og stirre i stum skræk og
med usikkert blik paa hverandre.
Til det endelig var Hanna, som sa:
«Det faar ikke hjælpe, Esther; sin billet maa
hun ha. Hun vil ellers fatte mistanke.»
«Og snart gjette sig til sandheten —»
«Og det sidste vilde knuse hendes hjerte.» Hun
saa bort paa den døde, mens hendes øine fyldtes
med taarer: «Jeg skal skrive den,» sa hun.
Hun gjorde det og sluttet med disse linjer :
«Sote, søte mamma mi’! Vi vil snart atter faa
være sammen. Er ikke det deilige nyheter, og de
forsikrer mig alle om, at det er sandt.»
Hendes mor læste dem og hvisket frem for sig :
«Stakkars barn, hvorledes vil hun komme til at
bære det, nåar hun faar alt at vite en dag?
For vi kommer aldrig til at sees mere i dette liv.
Aa, det er haardt! Hun har vel ikke mistanke om
noget? Det har Dere vel beskyttet hende mot?»
«Hun tror om dig, at du snart blir frisk.»
«Aa, hvor du er god og omsorgsfuld, kjære
tante Esther, baade du og tante Hanna. Dere er
som to vaakende Guds engler over os begge. Andre
vilde ikke været at stole paa, og mange av dem
vilde kommet til at føre mig bak lyset og lyve
for mig.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
