Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Med denne gutten her var alt saa ganske
anderledes. Denne gutten hette Jim, og med hans
mor var der saalangtfra noget iveien, at hun snarere
maatte regnes blandt de haandfaste, uten mindste
anlæg for taarer, bønnekvern eller brystsyke. Heller
ikke bar hun paa nogen bekymringer paa sin guts
vegne. Hun sa og mente, at det vilde bli værst
for ham seiv og ingenting at hyle for, ora han skulde
gaa hen og knække halsen. Hun tresket ham
i seng, kyste ham aldrig godnat, men gav ham
heller etpar ekstra sansekaker at sove paa.
Engang, da denne uskikkelige Hile gutten hadde
listet til sig sin mors spiskammersnøkkel, derinde
forsynt sig godt av en syltetøiskrukke og fyldt ut
det forræderske tomrum efter sig med tjære, foråt
moren siden ikke skulde merke formindskelsen i
krukken tænk, da overkom der ham siden ingen
som helst pludselig ond samvittighet, likesaalitt som
han syntes at høre en stemme tilhviske sig: «Er
det rigtig at være ulydig mot sin mor? Er det
ikke en synd at gjøre dette? Hvor pleier uskik
kelige smaagutter at gaa hen, som nasker av sin
gode, kjærlige mors syltetøi?» Derfor knælte han
heller ikke ned i sit lønkammer for at love aldrig
at ville være uskikkelig mere og derpaa reise sig
lykkelig og let om hjerte og gaa til sin mor og be
om hendes tilgivelse, som hun derpaa skjænker
ham med sin velsignelse til og med stolthetens og
taknemmelighetens taarer i sine øine.
Det er saaledes, det bestandig gaar til i vore
solstraalefortælhnger, mens det med Jim, underlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
