Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
Hg skrækindjagende i denne letle berøring av et usyn
lig, lydløst væsen. Men hvad skulde han vel gjøre?
Skulde han forlate sit bekvemme nattekvarter, og gjen
nem en flugt unddra sig denne uransakelige kilde
til en navnløs frygt? Men hvor skulde han flygte hen?
Tre ganger strakte han nølende sin haand litt uten
for dækkenet, men trak den atter forfærdet tilbake,
ikke fordi han hadde støtt paa noget, men fordi han
hadde en bestemt følelse av at han var ifærd med at
gjøre det. Den fjerde gang dristet han sig en smule
længer frem, og hans haand gled let henover noget
blott og varmt, Han blev næsten forstenet av rædsel.
Han var i en slik sindstilstand at han ikke kunde tænke
sig andet end at her laa et endnu varmt lik av en som
netop var død. Det forekom ham at han heller vilde
dø end at røre ved dette. Men denne tanke var jo gan
ske urigtig, da han ikke hadde nogen forstaaelse av
hvor uovervindelig sterk den menneskelige nysgjerrig
het er. Det varte ikke længe før hans dirrende haand
atter listet sig frem — mot hans bedre vidende og uten
hans samtykke. Han fik fat i en dusk langt håar. Han
gyste, men lot haanden følge haaret opover, og støtte
paa noget som syntes at være et rep, fulgte repet videre,
og fandt en uskyldig kalv. Repet var slet ikke noget
rep, men simpelthen kalvens hale.
Mens han strok dyrets glatte, varme ryg, faldt det
ham ind at kalven kunde bli til nytte paa mere end
én maate. Han la hestedækkenene helt ind til kalven,
krøp bort til dens ryg, trak dækkenene over sig og sin
ven, og efter et par minutters forløp folte han sig like
saa varm og tilfreds som han nogensinde hadde været
paa sit edderdunsleie i Westminsters kongelige palads.
Nattevinden vokste i styrke, den for klagende og hy
lende om gavler og hjørner, den gamle laave rystedes i
alle sine sammenføininger; men dette var nu bare mu
sik for kongens øre; for ham kunde det gjerne blaase
og storme, brake og hyle, klage og jamre; han brydde
sig ikke om det, han bare nød det. Han trykket sig tæt
tere ind til sin firbente ven, og faldt snart i en dyp,
uforstyrret og styrkende søvn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
