Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
stormene blæste og Havet rullede hen over den slade Ø. By og
Kirke laae som et Vrag; mange Dage vare Beboerne aldeles
skilte fra Fastlandet og de andre Øer. Ved Flodtid, i Storm-
veir,. var det forunderligt for Hedevig, hvem denne Natur var
mest uvant; hun sov ikke for den tordnende Lyd af Havet og
af Bølgerne, som i lange, brudte Rullinger naaede næsten til
Huset, mod hvis Muur hun ventede at eet eller andet Skib
skulde kastes.
Hos Commandorens gik ogsaa Alt i sit gamle Trit, paa
nogle ægteskabelige Stridigheder nær, som Elimar gav Anled-
ning til. »Bildkatten bliver sor gal,« sagde Commandorenz
men Bedstemoder vidste altid at finde noget Fortræsfeligt i hvad
Drengen gjorde, eller at vælte Skylden bort; det gjorde hun
selv da Bedstemoderens· Oses Billede fandtes med udstukne
Øine. »Det var Orm,« sagde hun, »som havde saa akkurat
gnavet to runde Huller i Øinene paa det gamle Portrait.«
Ogsaa mellem Claus og Piltitz var ved Elimars Spilop-
per blevet et noget spændt Forhold, der endte sig tragisk. Den
gamle Kat havde ikke Hoved nok til at indsee, at Elimar
havde hele Skylden og den arme Allike aldeles ingen; det var
jo i Forfærdelsens Krampe, at Claus strakte Been og Kloer,
og det var Elimar, der lod dem som Redekam gaae hen over
Piltitz’s Ryg, men Piltitz var ingen Tænker, ihvormeget
han havde Mine heraf, som vi jo ogsaa tidt see hos Mettne-
skene; Piltitz forjog alle Benskabssolelser, og en Dag, ———
— man hørte det Allesammen, men man var saa vant til at
høre den Historie: »Claus gaaer paa Loftet med Piltitzl·«
—- blev det raabt saa høit, at det burde have vakt Opmærk-
somhed; men det vakte ingen, uagtet det lød Slag iSlag, saa
høit og stærkt, saa gjentaget; man hørte det fra Trappen, fra
Lostet, altid længer borte, altid svagere og tilsidst slet ikke, og
det var nu det Værste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
